Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 4-1 (1-1, 0-0, 3-0)
Fredagshockey i Holger Danske Arena hvor Rødovre bød gæsterne højt fra nord velkommen til dyst. Vejret udenfor med storm og regn skulle gerne fortsætte for hjemmeholdet, der uden sejr ville blive første hold, der kunne afskrives i forhold til Metal Final4. Det blev ikke tilfældet, eftersom hjemmeholdet i en nervøs kamp endelig fik en sejr efter seks nederlag på stribe.
For Frederikshavn var det en kæmpe chance for at komme tættere på Metal Final4, men den kiksede nordjyderne, der for anden gang på stribe tabte til Rødovre.
Indbyrdes holdene imellem har været jævnbyrdige og i aften var ingen undtagelse. Der blev byttet chancer i begge ender med højt tempo og med tætte tacklinger.
Første scoring kom fra gæsterne, der efter syv minutter omsatte en fejl af hjemmeholdet til scoring. Det var Filip Persson, der udplacerede Tomas Rydén i tyrekassen.
Kort efter trak gæsterne kampens første udvisning, men Rødovres overtalsspil virkede ikke og kampen fandt igen tilbage til chancebyttere. Her var det stadig gæsterne, der virkede mere sammenspillet i deres kæder og Frederikshavn var bedst i de første 20 minutter.
Mod slutningen af perioden fik hjemmeholdet endelig sat et ordentligt angreb op, og Malte Setkov kunne sætte udligningen på en sagesløs Kevin Frydkjær der vogtede høgekassen, og således 1-1 efter de første tyve minutter.
Anden periode viste et bedre Rødovre-hold, der fik spillet til at glide bedre og et udehold der hang lidt efter, men der blev vist hele vejen rundt, dog manglede kvaliteten i de afgørende sekvenser.
Tredje periode startede med Rødovre-overtal et lille minuts tid hvor gæsterne holdt tyrene fra fadet. Men intet varer evigt, og kort efter kludder foran Kevin Frydkjærs mål som førte til en scoring til hjemmeholdet.
Anders Biel noteret for scoringen, der mest af alt lignede et selvmål.
Kort efter var hjemmeholdet tæt på at kopiere Frederikshavn ”selvmål”, men Rydén fik blokeret pucken i sidste sekund.
Godt halvvejs i perioden trak gæsterne igen i håndbremsen og sendte hjemmeholdet i overtal. Det tog ikke mange sekunder før Malte Setkov sagde tak for tilbuddet, da han ekspederede en pasning fra Marcus Almquist i kassen. Der manglede stadig otte minutter, men hjemmeholdet virkede i kontrol for første gang i kampen.
Mod slutningen fik hjemmeholdets Ryan Hughes endelig hul på sin målkonto med en fin baghåndsscoring.
Der var små tre minutter igen, og endnu en udvisning til gæsterne gjorde det let for hjemmeholdet at indfri fansenes forventning om tre point.