40 gode minutter var ikke nok for Esbjerg, der måtte se Rungsted sætte en stærk slutspurt ind og vinde kvartfinaleserien

Esbjerg Energy - Rungsted Seier Capital 3-6 (2-0, 1-3, 0-2)

Søndag eftermiddag kunne Rungsted med en sejr sikre sig en semifinaleplads, mens kampen i Granly Hockey Arena var vind eller forsvind for vestjyderne. Til dagens kamp stillede Rungsted uden Valdemar Hull. Esbjerg havde fået både Philip Larsen, Brandon Magee og Victor Sand klar til dagens kamp og måtte således kun undvære Jeppe Bertram. Målmandsduellen stod mellem David Grubak og Nicolaj Henriksen.

Rungsted startede bedst, men Esbjerg tog føringen

Modsat de seneste opgør de to mandskaber imellem så var det Rungsted, der rent spillemæssigt kom bedst fra start denne eftermiddag. Efter tre minutters spil tilkom gæsternes Tim Welin da også kampens første større målchance, da han blev sat op til afslutning højt i slottet.

Men selvom langt det meste foregik på gæsternes præmisser i åbningsperiodens indledning, så var det alligevel værterne, der tidligst fik skabt en chance af de helt store, da Todd Winder satte fart og satte kursen ned mod gæsternes mål, hvor han sendte pucken rent på stolpen bag David Grubak i målet.

Minuttet efter fulgte Esbjerg op på den store chance til Winder, da Niklas Andersen bragte vestjyderne i front efter et lidt pudsigt mål, hvor pucken så ud til at ramme en Rungsted-stav, inden den sprang i en blød bue over Grubak og ind i gæsternes mål til 1-0.

Sidenhen overtog Esbjerg størstedelen af åbningsperiodens spillemæssige momentum. Derfor var det for så vidt heller ikke så overraskende, at hjemmeholdet også tegnede sig for kampens næste mål. Niklas Andersen indtog igen en hovedrolle, da han sendte et forsøg på kassen, som Grubak ikke kunne holde. Tæt under mål dukkede Jaakko Heikkinen op, og herfra kunne finnen let slå returpucken i nettet til 2-0. Der var spillet små 11 minutter af første periode.

Esbjerg fortsatte de gode takter i de efterfølgende minutter, hvor Thomas Mondrup var tæt på yderligere et vestjysk mål efter fine kombinationer med Todd Winder. I modsatte ende leverede Nicolaj Henriksen en stor redning på et særdeles giftigt Rungsted-forsøg et kvarter inde i opgøret.

Men inden pausen bød Esbjerg også både ind med en breakaway-mulighed og efterfølgende en fin mulighed til Phillip Schultz, der blev sat op til afslutning tæt under gæsternes mål.

Der blev dog ikke scoret yderligere i åbningsperioden, hvorfor Esbjerg kunne tage 2-0 med ud til den første periodepause.

Gæsterne reducerede i intens anden periode

Selvom anden periode skulle vise sig ganske målfattig, så var den bestemt ikke kedelig. Der blev i den grad gået til stålet, og der begyndte også at opstå små bataljer hist og her.

På kontoen for målchancer bød gæsternes Nicklas Heinerö ind med et fint forsøg fire minutter inde i anden periode, da han kom til afslutning lige foran Nicolaj Henriksens mål. Men Esbjerg-keeperen tog godt fra inde på stregen.
Rungsted havde i sekvenser sat Esbjerg under solidt pres, men når gæsterne fandt åbninger i den vestjyske defensiv, så leverede Henriksen flere gange sikre indgreb i vestjydernes mål.

Kampen tog til i fysik og intensitet, efterhånden som anden periode skred frem. Det kastede en dobbeltudvisning af sig til gæsternes Jacob Gammelgaard og Esbjergs Phillip Schultz, der altså tog kampens første udvisninger 12 minutter inde i anden periode.
Finske Miku Ronkainen bød ind med et giftigt forsøg for Esbjerg, da han efter et kvarter skar ind i banen og forsøgte sig på David Grubak. Men gæsternes keeper kom bedst ud af den duel.

I det efterfølgende minut fik Rungsted reduceret ved Fillips Buncis, der 16 minutter inde i perioden tog chancen med et håndledsskud ude fra udkanten af faceoff-cirklen. Det skulle vise sig at være en god idé, da pucken strøg op i målhjørnet til 2-1.

Et minut før pausesignalet måtte Rungsted i øvrigt se selvsamme Fillips Buncis forlade isen med en skade. Letten vendte dog tilbage igen i tredje periode, hvor han skulle vise sig at komme til at indtage en nøglerolle.

Vestjysk nedsmeltning

Tredje periode skulle vise sig at udvikle sig til et sandt mareridt for hjemmeholdet, der ellers havde leveret en rigtig fin indsats i de første 40 minutter.

Kampens sidste periode var kun godt et minut gammel, da Nicklas Heinerö udlignede til 2-2 fra en position tæt under mål.
30 sekunder senere sendte Phillip Schultz gæsterne i overtal for første gang i kampen, og blot 13 sekunder inde i det efterfølgende powerplay havde Rungsted bragt sig foran med 2-3 ved Fillips Buncis, der blev spillet helt fri foran værternes mål.

Esbjerg jagtede efterfølgende en udligning, og den kom da også seks minutter inde i perioden, da Phillip Schultz på flotteste vis flugtede pucken i nettet fra en halvspids vinkel. Fornem hand-eye coordination af Esbjerg-forwarden, der altså gjorde det til 3-3.

Fire minutter senere formåede gæsterne dog at genetablere føringen efter et større klumpspil i og omkring Esbjergs målfelt. Esbjerg fik ikke clearet pucken, og i 5-6 omgange lykkedes det for Rungsted at få sendt pucken i mål til 3-4. Valdemar Ahlberg blev noteret for scoringen.

Herfra kom Esbjerg faktisk aldrig rigtigt tilbage i kampen. Et kvarter inde i tredje periode sendte Kevin Spinozzi Rungsted i overtal for anden gang i opgøret, og endnu en gang faldt straffen prompte. 28 sekunder senere havde Fillips Buncis således sendt Rungsteds andet powerplay-mål i kassen.

Flot effektivitet af gæsterne, der altså scorede på to powerplays ud af to mulige, alt imens Esbjerg ikke fik mulighed for at rulle overtalsformationerne ud denne eftermiddag.

I slutfasen udbad Esbjerg sig en timeout med 3:26 tilbage. Vestjyderne satsede efterfølgende, hvor Nicolaj Henriksen blev erstattet af en ekstra markspiller. Men i stedet for en vestjysk reducering, så lukkede gæsternes Steve Whitney kampen, da han sendte pucken ned i det tomme Esbjerg-mål et par minutter før slutsignalet.

Rungsted er dermed klar til semifinalerne, mens sæsonen sluttede ved kvartfinalerne for andet år i træk for Esbjergs vedkommende.

 


Kampen Kort: Herning i semifinalen efter 6-1 sejr