Sønderjyske-Rungsted Seier Capital 2-4 (1-1,0-2,1-1)
Sønderjyske smed en drømmestart og fik det tredje nederlag på stribe, mens Rungsted var skarpe i powerplay og vandt for anden gang i træk.
Trenden i kampen om sjettepladsen var tydelig at læse i går, hvor Sønderjyske-træner Lars Foder heller ikke i tredje forsøg fik en sejr som chef.
Sønderjyske fik ellers en drømmestart, da Nicolas Werbik efter små tre minutter "puttede" pucken ind bag David Grubak. Smart eksekveret af hjemmeholdets angriber, og hjemmeholdet var på stikkerne i kampens indledning.
Det vendte, da Rungsted kom i overtal: Halvvejs inde i første periode fik Ludvig Elvenes alt for meget plads i powerplay, og kunne stille og roligt trække pucken op bag Lillie i Sønderjyske-målet.
Anden periode var Rungsteds, og gæsterne slog igen til i powerplay, hvor man fik lov at brodere sig hele vejen ind tæt under mål, inden Filip Karlsson kunne sætte pucken ind.
Skarpt og effektivt af gæsterne, og det var det også, da Valdemar Hull uproblematisk fik lov at trække forbi to Sønderjyske-forsvarere, inden han rev pucken op i målhjørnet.
3-1 til Rungsted, der i midten af anden periode klarede en lang periode i tre mod fem. Også det var en nøglesituation og et bevis på, at det ikke rullede for hjemmeholdet denne fredag aften.
Nicolas Werbik blev dobbelt målscorer i kampens slutfase, da han reducerede til 2-3 med seks minutter igen. Håbet blev kun til håb for Sønderjyske, for Steve Whitney scorede til sidst i tomt bur til 4-2 for gæsterne og Rungsted tog dermed en ganske fortjent sejr med hjem over Danmark.