Isak Ask blev matchvinder i endnu en tæt kamp mellem Eagles og Bulldogs

Herlev Eagles-Odense Bulldogs 3-2 (0-0,2-1,0-1) 1-0 Herlev Eagles er i front i semifinaleserien mod Odense Bulldogs. Svenske Isak Ask afgjorde endnu en tæt kamp, der nøjagtig som fredag aften endte 2-2 efter 60 minutter.

Denne gang var det Herlev, der snuppede sejren i overtid i en kamp, der kun understregede, at de to hold i den grad synes at være helt lige i den her serie.

Første periode endte uden scoringer, og de to hold følte - som i de første to opgør - hinanden på tænderne og bed hårdt.

Det dramatiske højdepunkt kom lige før pausen, da Georgs Golovkovs og Daniel Petersen kom i nævekamp. Letten måtte en tur i omklædningsrummet før tid, mens Herlev-spilleren fik lov at nøjes med to minutter.

Vi skulle helt frem til det 35. minut, før målscoringen blev åbnet. Det var Tim Daly, der ligesom fredag aften stødte med frem og trak pucken ind til 1-0-føringen.

Der gik ikke længe, før Isac Göransson stod fri inde foran mål og sikkert flækkede pucken ind til 2-0 for Herlev.

En udvisning til Anton Johansson sendte Odense tilbage i kampen.

Alex Grant fyrede af og reducerede for gæsterne.

Tredje periode begyndte med fuld dramatik og uden Brock Bremer og Radim Piroutek, der begge var udgået med skader.

Odense var igen i powerplay efter endnu en Herlev-udvisning, og fik hurtigt sat spillet op.

Alex Grant havde ladt pistolen - det vidste vi fra første periode - og da canadieren fik chancen fra tæt hold, fyrede han den op i nettaget bag Zetterquist til 2-2.

Der gik ikke længe, før Herlev bragte sig på 3-2 - troede de fleste i Martinsen Arena. Bare ikke Odense-spillerne, der følte sig sikre på, at pucken havde været inde og ramme i fynboerne boks i sekvensen, før Marius Kring flot scorede med et præcist trækskud.

Anders Førster og Odense-boksen tog en challenge, og efter en lang omgang votering, annullerede dommerkvartetten målet.

Kampen var hård, og der blev gået til vaflerne i hver eneste kamp mellem to hold, der er i gang med en opslidningskamp.

Odense overlevede en udvisning til Kristian Jensen og nu begyndte tiden at tælle ned til endnu en overtid.

Hvem turde satse i slutfasen?

Markus Jensen havde en kæmpe chance med fire minutter igen, men missede muligheden for at blive matchvinder.

Det samme havde Oskar Just med to minutter igen, men Frederik Søgaard - Lundström var igen ude hos Odense - reddede for Bulldogs.

Vi skulle ud i en overtid, og den blev afgjort i en fart. Blot to minutter og 11 sekunder inde i fjerde periode, afsluttede Isak Ask på perfekt vis en omstilling, og jublen var total i Martinsen Arena.

 


KAMPEN KORT: 6-2-sejr udløser fire matchbolde til Herning LYNOPTAKT: Dagens to semifinaler i Metal Ligaen