Endnu et næsten hjerteskærende nederlag til Frederikshavn

Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks 2-1 (1-0,0-1,1-0)

Skæbnen er stenhård ved Frederikshavn White Hawks for øjeblikket. 

Eller man kan også sige, at vendelboerne ikke formår at slå til eller lukke af på de afgørende tidspunkter af kampene. 

For fjerde gang ud af de seneste fem kampe tabte Frederikshavn White Hawks nemlig med et enkelt mål. Denne aften uden overtid og straffeslag involveret.

Da Steve Whitney kastede sig ind og slog 2-1-målet ind med lidt over to minutter tilbage, var det nemlig sejrsmålet for Rungsted i en meget lige og jævnbyrdig kamp, som Frederikshavn lige så godt kunne have vundet. 

Men "bundholdets lod" hænger lige nu tungt over Frederikshavn, mens Rungsted med skader til Morten Jensen og Jacob Gammelgaard og Filip Karlsson, der udgik efter henholdsvis første og anden periode håber på ikke at komme i en skadesbølge igen. 

Det var en jævnbyrdig første periode, hvor Andrew Peski scorede det eneste mål efter han var på pletten foran Max Zimmermann, der igen stod overbevisende i White Hawks-buret. 

Mon ikke man i Frederikshavn allerede tænker på at få østrigeren ind som fundament for den kommende sæson, hvis Zimmermann er til at fange?

Gæsterne udlignede i anden periode, og det var såmænd den udskældte Maurizio Colella, der scorede for gæsterne. 

Italiensk-canadieren leverede en flot scoring, da han fik styret et skud fra Jaeden Martin ind med en smart bevægelse foran målet. 

Derefter var det frem og tilbage med fornuftige muligheder i begge ender, uden at det var helt åbent. 

Og så endte det altså med Steve Whitneys scoring i slutfasen og tre point til Rungsted. 1221 tilskuere var på plads i Concordium Arena. 


FILIPS BUNCIS spiller i Rungsted i resten af sæsonen