Rungsted Seier Capital-Odense Bulldogs 3-5 (1-1,0-2,2-2)
Rungsted var tilbage med et nogenlunde "regulært" Metal Liga-hold og kunne med Filip Karlsson på holdet stille tre regulære kæder i kampen mod Odense fredag aften.
Fynboerne havde ligeledes fået et par backer tilbage og var således forstærket i defensiven til kampen med Martin Larsen, så begge hold havde fået lidt mere energi at tære på - stadig med Odense som det bredeste mandskab.
Dante Hannoun spiller for en ny kontrakt, og den lille canadier med italienske rødder fik sendt et signal, da han scorede kampens første mål midt i første periode. Odense fik brudt et Rungsted-opspil og Hannoun var over pucken, tog et par træk og satte 1-0-scoringen.
Blot to minutter senere sørgede Mads Degn med sit første Metal Liga-mål for, at Rungsted var "break even" efter første periode i en ganske tæt kamp.
Det skulle vise sig, at den blev afgjort i anden periode - eller at Odense i hvert fald trak afgørende fra i de midterste 20 minutter.
Jacob Gammelgaard var forståeligt nok stærkt irriteret, da linjedommeren i slutfasen af anden periode stod i vejen for hans "dump" og Odense i stedet fik lejlighed til at vende spillet.
Det gjorde fynboerne så effektivt, at Sebastian Fakt fik en friløber og kunne bringe Odense foran. Kort efter fik Markus Jensen skrabet en retur i nettet. Fynboerne førte 3-1 efter anden periode.
Filip Karlsson var tilbage efter en lang skadepause og medvirkede til, at kampen blev spændende igen i tredje periode. Karlsson leverede en flot styring på Ludvig Elvenes' oplæg og reducerede til 2-3 i det 47. minut. Rungsted hang på.
Markus Jensen afgjorde i sidste sæson DM-finalen og er åbenbart manden for "the big goals" for Odense. Jensen gjorde det til 4-2 efter en flot tværpasning fra Sebastian Fakt. Det var i øvrigt Tobias Vilykke, der havde fået chancen for Rungsted i buret.
Filip Karlsson reducerede for Rungsted med sit andet mål, men kunne blot se Kristian Jensen score i tomt bur til sidst. Odense i Metal Final4, mens Rungsted står overfor et vigtigt opgør i Vojens på søndag.