Rødovre var tæt på et comeback i en dramatisk kamp i Vojens

Sønderjyske-Rødovre Mighty Bulls 6-4 (3-1,1-1,2-2)

Sønderjyske-spillerne sendte i den grad et signal om, at de var klar til "at forsvare fortet" hjemme i Vojens med en lynstart i kampen mod Rødovre.

Efter blot 89 sekunder var hjemmeholdet foran 2-0. Jacob Schmidt-Svejstrup og Matt Kopperud havde sendt gæsterne fra Rødovre på glatis efter fine kombinationer, og det var i det hele taget et sprudlende hjemmehold, der tog teten straks fra i Sydjysk Sparekasse Arena. 

Sønderjyderne rullede i den grad på, og lod sig ikke forstyrre af Mathias Hansens powerplay-reducering. Jacob Schmidt-Svejstrup gjorde det til 3-1 på et rigtig flot "klap-klap"-mål, og det var i den grad også velfortjent, at Albert Schioldan øgede føringen kort inde i anden periode efter en lækker droppasning fra Krag-Christensen. Flotte mål fra sønderjyderne. 

Men som anden periode skred frem, kom Rødovre bedre og bedre ind i kampen og hjemmeholdet røg et gear ned i kadence. 

Joonas Niemelä reducerede med et kanonskud i powerplay, og da Marcus Almquist kort inde i tredje periode reducerede med et træskud - burde Pettersson have taget den? - blev det for alvor nervøst hos hjemmeholdet. 

Rødovre pressede på og havde chancer. Marcus Almquist med en gigantmulighed til Rødovre for udligning og vigtige point. Mighty Bulls havde med en sejr endda muligheden for at passere Sønderjyske i tabellen.

Sådan endte det ikke. Nikolaj Krag fik en stav på en retur med to minutter igen og forløste publikummet i Vojens, der også kunne se en 6-3-scoring i tomt bur, inden Niemelä fik reduceret for Rødovre til sidst. Det var ren kosmetik.

Rødovre sagde med nederlaget farvel til Metal Final4-muligheden, mens sønderjyderne lever endnu i det regi. Dog kan de lyseblå ikke mere selv afgøre sagen. 

 


SKARPE SKUD: Billeder fra DM-revanchen Herning-Odense KAMPEN KORT: Odense tog tre vigtige point, Esbjerg brændte løs