Aalborg-Sønderjyske 2-3 (1-0,0-2,1-0) 0-1
Nikolaj Krag-Christensen blev matchvinder, da han dukkede op foran mål og lagde pucken ind under George Sørensen i Aalborg-buret. Det var kulminationen på en fin og underholdende ishockeykamp i Sparekassen Danmark Isarena, hvor begge hold spillede fremad.
Tilskuerne fik ret mange gode redninger at se fra både George Sørensen og Thomas Lillie, der begge var sprællemænd i flere situationer, kulminerende med en vanvittig Sørensen-redning i powerplay, da han fik kastet sig på tværs og snuppede pucken med gribehandsken efter et perfekt skud fra Nikolaj Krag-Christensen.
Anthony Salinitri ser ud til at være et godt tilsæt til Aalborg og fik i første periode scoret sit første mål for nordjyderne, da han snuppede pucken fra Julius Marva og kørte ned og scorede på Lillie.
I øvrigt kom pasningen - som Marva i første omgang fik fat i - fra Chase Berger, der fik sæsondebut hos Aalborg.
I anden periode fik sønderjyderne vendt kampen og fik i øvrigt også godt fat i spillet i lange perioder. Nicolas Werbik tøvede ikke, da han fik chancen ganske tæt under mål og Angelo Miceli huggede 1-2-scoringen knastørt ind bag Sørensen. Perfekt skud af Miceli.
Thomas Lillie kom i den grad i gang i tredje periode, hvor han blev presset hårdt af et satsende Aalborg-mandskab. Godt arbejde af Lillie i en god atmosfære foran 2604 tilskuere i Aalborg. Sønderjyderne havde rigtig mange fans med i det nordjyske, ganske imponerende.
Trykket på Sønderjyske blev naturligt nok større mod slutfasen, og allerede med tæt på tre minutter tilbage havde Aalborg powerplay-mulighed. Julian Jakobsen dukkede op inde foran mål og styrede Salinitris afslutning i kassen.
Det blev altså Sønderjyske, der rendte med bonuspointet og resultatet betød, at begge hold i den grad stadig er med i Metal Final4-ræset, der ikke blev mindre uforudsigeligt af aftenens resultat.