Rungsted Seier Capital-Herlev Eagles 4-5 (1-1,1-2,2-1) 0-1
Det var som om de to mandskaber i Concordium Arena havde besluttet sig for, at det død og pine skulle være mere underholdende og åbent end for en uge siden, hvor Herlev vandt 1-0 i den omvendte kamp.
I hvert fald så var det fuld skrue på angrebshockeyen lige fra start, og det hele endte i overtid med en Brock Bremer-scoring, der sendte bonuspointet til Herlev.
Dermed er ørnene stadig ubesejret og nu skal alt gå galt, hvis ikke Herlev skal med til Metal Final4-finalen i januar.
Rungsted gav debut til den rutinerede svensker Erik Andersson, der er hentet ind på en korttidskontrakt, og man kunne fornemme hans rutine, ligesom han - ikke mindst - skabte mere plads til livlige Theo Keilin, der igen var ude på sin naturlige plads som wing.
De to hold udvekslede svenske powerplaymål i første periode. Anton Johansson scorede udefra for Herlev, mens Ludvig Elvenes fandt Keilin med en smart pasning til 1-1.
Overtalsfesten fortsatte i anden periode, hvor Lukas Bang styrede en afslutning fra Morten Jensen i kassen til Rungsted-føring, men disse Herlev-folk synes ukuelige netop nu.
Gustav Green var tilbage på sin gamle hjemmebane og udlignede med sit fjerde sæsonmål, da han satte 2-2-scoringen. Green har nu scoret lige så mange mål som hele sidste sæson.
Victor Cubars fik assist på de første tre Herlev-mål og fandt Brock Bremer inde foran mål. Herlev-føring på 3-2 inden de sidste 20 minutter, og da Anton Johansson scorede til 4-2 for gæsterne kort inde i anden periode, lignede de tre point til gæsterne.
Men Rungsted var også ukuelige fredag aften.
I det 52. minut var hjemmeholdet i powerplay og svenskerne kombinerede igen. Denne gang med Heinerö som afslutter.
Rungsted tog Grubak ud i slutfasen og pressede på. Valdemar Ahlberg stod på baglinjen og slyngede pucken ind mod mål - eller var det et lillebitte hul han lige så i nederste hjørne?
I hvert fald sneg den sig ind bag Zetterquist ved forreste stolpe.
Rungsted fik et point med hjem i taskerne, og det var egentlig i orden på en meget actionfyldt hockeyaften.
Der gik kun 15 sekunder af overtiden, inden Brock Bremer satte afgørelsen for gæsterne.