Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy 4-3 (1-0,1-2,1-1)1-0 Der gik blot 17 sekunder af overtiden, da Nicklas Heinerö og Theo Keilin drønede igennem og sendte bonuspointet til Rungsted.
Som ventet blev det tæt og jævnbyrdigt - næsten som altid - mellem Rungsted og Esbjerg. De 60 minutter endte med 3-3 med gæsterne som det bedste hold i første periode.
Niklas Andersens mål burde David Grubak dog have gjort noget ved. Til gengæld var Rungsted-keeperen chanceløs, da Todd Winder flot eksekverede en friløber og bragte gæsterne i front med to mål.
Herefter fik Rungsted bedre rytme i spillet og bedre fat i gæsterne, der faldt i koncentration.
Ludvig Elvenes styrede en hurtig reducering i nettet, og Nicklas Heinerö afsluttede en klassisk Rungsted-powerplay til 2-2.
Hjemmeholdet bragte sig foran 3-2 i begyndelsen af tredje periode på et fint slidermål af Valdemar Hull, men hjemmeholdets nye back, Tim Welin, smed pucken væk et par minutter senere.
Det udnyttede Rasmus Bjerrum til udligning.
Kort inden den ordinære spilletid var ovre, satte Valdemar Ahlberg pucken på overliggeren, men det blev ved 3-3 efter 60
minutter.
Og derefter slog den svenske duo Keilin og Heinerö til i overtiden.
Rungsted kom til kampen med blot 11 forwards og manglede svenske Filip Karlsson. Ikke overraskende samlede de fleste imports sig i Rungsteds to første kæder. Heller ikke Andrew Peski - er det stadig arbejdstilladelsen? - eller Alex Haunstoft var klar til premieren.
785 tilskuere var på plads i Rungsted, hvor de så et Esbjerg-hold uden Lucas Andersen på kamprapporten.