Rødovre Mighty Bulls – Aalborg Pirates 2-4 (0-1, 1-0, 1-3)
Oktobers første kamp for Rødovre i Holger Danske Arena havde Aalborg som gæster. Statistikken for de to mandskaber var ikke just i hjemmeholdets favør, og kampen var endnu en prøve, der skulle vise om holdenes placering i tabellen er retvisende.
September måneds spiller i Rødovre, Malte Setkov skulle lige fejres inden en rig på chancer - men målfattig kamp- tog sin begyndelse. En kamp, der rykkede gæsterne frem i tabellen med en sejr i ordinær tid.
Det var gæsterne, der efter syv minutter udnyttede en åbning over højre skulder på Tomas Rydén til at prikke hul på scoreboardet. Nikolaj Carstensen var skarpretteren der tørt udnyttede muligheden.
Hjemmeholdets havde sine deres momenter, og en udvisning til gæsterne kort efter var muligheden, men George Sørensen i piratkassen holdt stand. Endnu en udvisning til Aalborg havde samme udkomme for hjemmeholdet, hvorimod Kirill Kabanov burde have udnyttet en friløber og udbygget føringen for gæsterne i den sekvens.
Med et lille minut til første pause trak hjemmeholdet deres første udvisning uden det gav noget. En velspillet åbningsperiode med gæsterne som toneangivende skulle således fortsætte i overtal fra anden periodes start.
Der kom ingen scoring i resten af udvisningstiden, og hjemmeholdet kunne vende spillet og sætte lidt tryk på Aalborg. Kort efter endnu en udvisning til piraterne, der ej heller bød på de store muligheder for hjemmeholdet. Sekvensen på isen bar præg af tidligt på sæsonen med ustruktureret spil og for mange selvmordsmissioner.
Halvvejs blev gæsterne fanget i egen zone og hjemmeholdets a-kæde lagde et tungt tryk på George Sørensen. Lidt heldigt kunne Rødovres topscorer Marcus Almquist, efter et par afbrændere, endelig se pucken glide i mål og udligne stillingen efter en meget fin assist af canadiske Ryan Hughes.
Scoringen satte lidt mere fart i spillet og Rødovre kunne sende en stor tak til deres keeper Tomas Rydén for at holde dem inde i kampen. Især en dobbeltredning med to minutter til anden pause trak applaus.
Tredje periode viste nerve og lyst til at afgøre kampen, men manglende kvalitet og store målmandspræstationer afviste alle forsøg, indtil der manglede syv minutter. Her kom gæsterne atter i front. Nikolai Nielsen sendte en befrier mod kassen, hvor Andreas Grundtvig satte sidste stav på pucken. Et mål, der på mange måder lignede åbningsmålet.
En udvisning til gæsterne med fem minutter tilbage blev kostbar for piraterne. Malte Setkov hakkede pucken i mål bag en sagesløs George Sørensen efter endnu en smuk assist af Hughes, der med en snurrefinte vendte to Aalborg-spillere væk, inden han serverede pucken for den lange back,
Desværre for hjemmeholdet var glæden kort, da Oliver Anker Christensen igen bragte Aalborg foran, med under to minutter tilbage. Han havde gennem hele kampen været en af Pirates’ bedste spillere og her rundede han en Rødovre-back og svirpede pucken meget flot op i fjerneste hjørne.
Kort efter slog gæsterne til igen og udbyggede ved Kirill Kabanov der klinisk sendte pucken ind i første trekant, inden Rødovre overhovedet kunne nå at overveje at tage målmanden ud. 4-2 til Aalborg, der dermed spillede sig selv ind Metal Final4-ræset, hvor Rødovre omvendt tabte et vigtigt skridt ved at misse muligheden for at sætte aftenens gæster af.