Herlev Eagles-Aalborg Pirates 5-2 (1-0,3-2,1-0)
Det hører til sjældenhederne, at man scorer fire gange i en kamp.
Det er vel også endnu mere sjældent, at de fire scoringer bliver sat i en kamp, hvor ens eget hold "kun" scorer fem gang.
I aftes var det Oliver Trues aften i Herlev, for den lange forward var ganske enkelt flyvende med fire scoringer, da Herlev slog Aalborg 5-2 i generalprøven på Metal Final4-semifinalen på fredag.
Det var også en aften, hvor Aalborg igen måtte stille meget amputeret op, således spillede den normale back Brycen Martin center i førstekæden mellem Engstrand og Tor Rasmussen, for Julian Jakobsen havde skrevet sig på den alenlange skadesliste hos Pirates.
Der gik ikke længe før Oliver True, der fik en pasning fra Carl Skärström, bragte Herlev foran 1-0. Det blev det eneste mål i en ganske jævnbyrdig første periode.
Herlev slog også til tidligt i anden periode, og det var med et fuldstændig vidunderligt mål. Victor Cubars tog fusen på hele Aalborg-forsvaret og truede med at afslutte med baghånden, inden han trak pucken over i forhånden og lagde pucken ind bag en prisgivet George Sørensen.
Wauw, True-showet var for en stund overladt til holdkammeraten og topscoreren i Metal Ligaen.
En halv time inde i kampen fik Aalborg reduceret, da Jake Smith var sidste mand på pucken i en hurtig omstilling. Smith er den absolut varmeste spiller hos Pirates for øjeblikket og en af de farligste spillere i Metal Ligaen lige nu.
Kort efter var den gal igen foran Sørensen i Aalborg-målet. Oliver True fik for meget plads og satte sikkert 3-1-scoringen.
Trues målscoring fortsatte og det var på en delikatesse af en assist fra Carl Skärström, der satte hele Aalborg-forsvaret med et par skudfinter og lagde pucken tilbage til True, der bare hamrede den ind.
Brycen Martin fik reduceret fra sin centerposition og gav Aalborg håb inden en tredje periode, hvor Oliver True - naturligvis - blev eneste målscorer.
Det var i tomt mål, og dermed kunne Herlev-forwarden altså krone en stor aften og konstatere, at Herlev nu er syv point foran tredjepladsen i tabellen.
De to hold mødes igen både fredag (Metal Final4) og tirsdag i en ny grundspilskamp.