Et uskarpt Esbjerg-mandskab måtte meget igennem, før man i sidste ende fik sikret sig de to point mod et decimeret Rungsted-mandskab. Todd Winder blev matchvinder på straffeslag.

Esbjerg Energy - Rungsted Seier Capital 2-1 (0-1, 0-0, 1-0, 0-0, 1-0) GWS

Rungsted og Esbjerg tørnede sammen for anden gang i indeværende sæsons grundspil, da nordsjællænderne fredag aften Gæstede Granly Hockey Arena. Det var Esbjerg der havde revanche til gode, da Rungsted i sæsonåbneren vandt efter overtid i Hørsholm.

Til aftenens opgør stillede Rungsted uden Anton Als, Mathias Røndbjerg, Mads Degn, Jared Dmytriw, James Johansen, Christian Hartman, Filip Karlsson og Theo Keilin, mens Esbjerg for første gang i sæsonens var i stærkeste opstilling. Målmandsduellen stod mellem David Grubak og Nicolaj Henriksen.

Gæsterne kom bedst fra start

Rungsted tog Esbjerg på sengen med et åbningsmål efter blot 59 sekunders spil. Der var her trafik foran Esbjerg-målet, da et Rungsted-forsøg fra distancen så ud til at blive rettet af undervejs. Nicklas Heinerö blev noteret for scoringen, mens Jacob Gammelgaard blev tilskrevet assisten.

Bortset fra det tidlige åbningsmål, så var åbningsperiodens første halvdel faktisk relativt chancefattig. Der skulle da også gå omkring syv minutter, før Esbjerg for første gang virkeligt fik sat gæsterne under pres. Her bød Todd Winder ind med et glimrende forsøg, da han sled sig igennem gæsternes centrale defensiv og kom til afslutning.

Esbjergs Sebastian Skovning tog kampens første udvisning for en tripping i egen zone ni minutter inde i opgøret. Rungsted kunne dermed rulle overtalsformationerne ud for første gang denne aften. Gæsternes power play-spil var i grunden ganske solidt, uden at det dog lykkedes at finde den afgørende åbning i det vestjyske box play.

12 minutter inde i opgøret fik Rungsteds Valdemar Hull raget en dobbeltudvisning til sig for en høj stav, og Esbjerg fik dermed chancen for at spille power play i fire minutter. Det vestjyske overtalsspil var generelt tålmodigt og målsøgende, og værterne kom da også til flere fine afslutninger. Men David Grubak tog godt fra i Rungsted-målet.

Målløs anden periode

Esbjergs Miku Ronkainen fik tidligt i anden periode en glimrende mulighed for at udligne, da han blev sendt af sted på et break away-forsøg. Men desværre for vestjyderne, så blev Esbjerg-finnen den lille i duellen med David Grubak.

Esbjerg var fortsat mest på pucken som anden periode skred frem og efter otte minutters spil tilkom Rasmus Bjerrum en chance for værterne, da han blev sendt af sted og kom til afslutning fra udkanten af slottet. Men Grubak lod sig fortsat ikke passere i gæsternes mål.

I modsatte ende var chancen endnu større, da Steve Whitney efter 11 minutter fik chancen tæt under værternes mål. Men Nicolaj Henriksen afværgede med et vigtigt indgreb for vestjyderne.

En slashing-udvisning til Esbjergs Victor Sand sendte Rungsted i power play 13 minutter inde i anden periode, men trods en ekstra mand på isen, så var det begrænset hvad nordsjællænderne kom frem til i løbet af de efterfølgende to minutter.

Mod slutningen af de midterste 20 minutter var Rungsteds mål til tider nærmest under belejring af Esbjerg. Men selvom det lugtede af en Esbjerg-scoring, så havde den fortsat ikke indfundet sig, da pausesignalet lød for anden periode. Vestjyderne manglede skarphed i de afgørende sekvenser.

Forløsende udligning

Havde Esbjerg presset på mod slutningen af anden periode, så blev presset kun større fra starten af tredje. Hjemmeholdet skabte chancerne og havde mulighederne, men skarphed, eller mangel på samme om man vil, var et nøglebegreb for Esbjerg denne aften.

Da det efter fem minutter endelig lykkedes for værterne at passere Grubak med et skud ude fra blue line, ja så stod stolpen i vejen for en vestjysk udligning.

Vestjyderne sad fortsat på langt det meste, som man nærmede sig tredje periodes halvvejsmærke. I det 12. minut stod Esbjerg-chancerne faktisk nærmest i kø. I det efterfølgende minut gik den da hellere ikke længere for Rungsted, der måtte se tilbagevendte Phillip Schultz udligne til 1-1, da han var først over en retur tæt under mål. Man fornemmede en stor forløsning blandt både Esbjergs spillere og fans.

I slutfasen gjorde Esbjerg tingene unødvendigt svært for sig selv, ved at indkassere to udvisninger med 39 sekunders mellemrum. Rungsted kunne dermed spille fem mod tre i de sidste 1:10 af den regulære spilletid.

Esbjergs box play arbejdede heroisk og Henriksen leverede et par gode redninger, hvorved vestjyderne formåede at tvinge kampen ud i overtid. Her startede Rungsted igen med at spille fem mod tre, men Esbjerg fik arbejdet sig ud af problemerne.

Bedst som man fornemmede, at Esbjerg måske kunne drille Rungsted i modsatte ende i tre mod tre-spillet, så indkasserede vestjyderne endnu en udvisning. Der var ikke udpræget tilfredshed med dommerkendelserne sidst i kampen blandt værternes spillere og fans, men det ændrede ikke på, at Esbjerg nu igen skulle spille i undertal.

Med en stærk arbejdsindsats fik vestjyderne dog klaret endnu en undertalssituation, og dermed skulle kampens afgøres på straffeslag. Her blev Todd Winder matchvinder for Esbjerg, da han køligt passerede Grubak til slutresultatet 2-1.


KAMPEN KORT: Herlev knuste Rødovre i stærk anden periode