Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 6-1 (3-0,1-0,2-1)
Efter de to afklapsninger i Vojens og Herning valgte Odense Bulldogs i går at fyre træner Jason O'Leary og erstatte ham med assisterende træner Anders Førster - der egentlig helst vil være assisterende træner.
Men nu er Anders Førster i første omgang - og sæsonen ud - cheftræner for Odense, og han fik en forrygende gave af spillertruppen til at begynde med.
Efter blot fire sekunder havde Odense bragt sig foran 1-0, da Joakim Thelin efter en vundet faceoff af Jonathan Brinkman tog fat i pucken, satte et par Rungsted-spillere og flåede skiven ned bag David Grubak i Rungsted-målet.
I det hele taget fik fynboerne en forrygende start på kampen: Arvid Bergström havde inden to minutter gjort det til 2-0, og blot 14 minutter inde i den første tredjedel, var det Sebastian Fakt, der startede en stor personlig aften med sit første mål på aftenen.
En stærk første periode af Odense, mens Rungsted - der kom til Fyn i fin form - havde problemer med at få spillet til at rulle som i de seneste mange kampe.
Radim Piroutek havde i første periode brændt et straffeslag, men gled nærmest pucken ind i målet i anden periode til 4-0, inden Anton Als i powerplay fik reduceret og scoret Rungsteds eneste mål.
4-1 efter anden periode på en aften, hvor Rungsted manglede Jeppe Urup og Theo Keilin, mens Odense havde fuldt holdt og Alex Grant og Jaeden Martin som første backpar.
Sebastian Fakt var i den grad i hopla i aften og endte med at levere yderligere to scoringer - og dermed et hattrick og et tegn på, at noget er blevet bedre hos fynboerne.
Der skal et par kampe mere til at bevise, at det er definitivt, mens Rungsted omvendt skal bevise, at nederlaget i aften var en enlig svale. Det var ikke supergodt, hvad Håkan Åhlunds mandskab præsterede i aften.