Mere om kampen i VinMedKant Arena tirsdag aften

Odense Bulldogs-Herlev Eagles 2-5

Træls start på ishockeyaftenen i Odense, hvor plexiglasset bag mål blev slået i stykker under opvarmningen. Det kostede en times ekstra ventetid for publikum – og det var småkoldt i hallen.

Derfor fik spillerne heller ikke lov at varme op på isen i ”anden omgang”, efter at ismaskinen havde været på spil igen efter oprydningen.

Det er ”dem, der plejer at være der”, der for øjeblikket støtter op om Odense Bulldogs. Efter nogle gode hjemmekampe havde fynboerne fortjent mere end lige over de 700 tilskuere, der var mødt op tirsdag aften.

De kunne se et stærkt Herlev-mandskab komme bedst ud fra den trælse åbning på aftenen. Allerede tidligt i kampen dominerede gæsterne og scorede også hurtigt til 1-0, da Brett Thompson fandt Johan Skinnars.

Thompson skilte sig virkelig ud i løbet af aftenen. Ikke blot som regissør, men også med finurlige, skarpe driblinger. Canadieren ser ud til at have løftet sig endnu et nøk i denne sæson.

Evan Cowley blev kampens spiller for Odense, men var for længst smuttet i omklædningen, da han skulle modtage vin og blomster. Cowley syntes at være noget hidsig over forsvarets ageren foran ham – eller mangel på samme.

Brock Beukeboom er skudfarlig fra blå linje, hvilket han demonstrerede ved Odenses første scoring. Beukeboom havde endda endnu en scoring i nettet, men den blev annulleret, da Henry Hardarson stod placeret inde i målfeltet.

Herlevs fjerdekæde med tre unge gutter var på spil i første halvdel af kampen og skabte god energi, men forsvandt, da kampen kom ind i sin afgørende fase. Der var under fem minutters istid til Golberg, Reuter og Jonassen.

Odense-træner Pelle Svensson gav overraskende lidt spilletid til Mikkel Jensen, der har ikke helt har fundet storspillet frem endnu i det fynske.

Odense har en reel nøglekamp på fredag, når Herning kommer på besøg, mens Herlev kan ”slappe lidt mere af”, når SønderjyskE kommer på besøg i PM Montage Arena.

Det er en reel kamp om tredjepladsen og Herlev ligger altså lunest i svinget lige nu i den direkte kamp mod Odense: Mange eksperter har jo talt om, at netop de to mandskaber skal kæmpe om den yderste plads i slutspillet.


Frederik Bjerrums matchstraf annulleres - ingen karantæne UGENS MÅL: Andersen og Pochiro med fremragende spilopfattelse