Der er mange pæne ord både fra kolleger og fans til Kim Staal i forbindelse med legendens stop for karrieren.
"Staalmannen" har om nogen fortjent det efter en vild karriere på både landsholds- og klubplan. Det var stort set kun en NHL-karriere, der manglede for Kim Staal.
Derfor er det mere end fortjent, at han hyldes ved en testimonialkamp 8. november på hjemmebanen i Herlev.
Herlev Eagles skriver følgende om arrangementet:
Kim Staal har været en krumtap på holdet i de fem år, han som senior har spillet her og været en mand, der kan få folk til at bakke op og samles omkring klubben og holdet. Derfor har vi lavet et formidabelt program for at fejre Kim.
Den 8. november smides pucken til en kamp med tidligere og nuværende Herlev-koryfæer og mange af Kims tidligere holdkammerater fra klub- og landshold. Blandt andre kan nævnes Morten Green, Jesper Damgaard og Jesper Duus. Udenlandske profiler kommer der også flere af.
De endelige hold offentliggøres i løbet af efteråret. Entréprisen bliver kun 50 kr. På indgangsbilletten får du en øl, et lod til trækningen af den specielt til dagen ”Kim Staal” trøje som kampen spilles i og du støtter opførelsen af en udendørs skydebane, så Herlevs ungdom også kan træne deres skud om sommeren.
Jimmy Bøjgaard og Jacob Riising kommer og kommenterer kampen og laver interviews med spillere. Så Herlev ishockey håber at byen vil samles om at fejre en af klubbens og byens største personligheder gennem tiden.