Det bliver et Schweiz-mandskab i skarp besætning, der venter

Det har stensikkert været en af de travle aftener i den danske ishockeylejr. Ikke blot har landstræneren og hans stab formentlig været i gang ved med analyse lige fra ankomsten til hotellet efter kampen mod Storbritannien, den danske sundhedsstab har også skulle gøre spillerne klar på rekordtid. 

Med en kamp, der sluttede cirka klokken 19 i går og en middagskamp her klokken 12:20, er der ingen tvivl om, at der er småskader, der skal plejes og ben, der skal masseres. 

Det er et stenhårdt program, Danmark har ved dette VM, og det kulminerer altså mod et bomstærkt schweizisk hold, der kommer med NHL'ere som Roman Josi, Kevin Fiala og Nico Hischier og Nino Niederreiter i spidsen. Glem heller ikke, at Schweiz efterhånden er vant til at komme langt i VM-regi og har udviklet en vindermentalitet og tro på, at alt kan lade sig gøre i de intense tre VM-uger.

Ved sidste års VM var Schweiz det mest suveræne hold i gruppespillet, men tabte i kvartfinalen, hvilket er sket de seneste tre gange. Ikke desto mindre regnes Schweiz blandt de store nationer ved VM og har spillet fuldstændig solidt allerede i Prag, kulminerende med 2-1-sejren over Tjekkiet efter straffeslag. 

Hvad kan Danmark gøre mod schweizerne? Det kræver en absolut disciplin først og fremmest. Ingen dumme udvisninger og hurtige, skarpe skift, så trætheden fra i går ikke sætter sig i benene. 

Og det kræver at man tager vare på enhver mulighed i offensiven og powerplay og står langt skarpere i defensiven end mod Storbritannien i går. Det var ikke godt nok. 

Og husk at ethvert point tæller i eftermiddag. Ikke blot i forhold til kvartfinalen, men også de vigtige ranglistepoint. Det er for eksempel dem, der har sikret Danmark hjemmebane i den kommende OL-kvalifikation. 

Kampstart 12:20. Viaplay/TV3 Plus sender og Dennis Søndergaard kommenterer. 

 


STORT NEDERLAG til løverne mod Schweiz LØVERNE SNEG SIG til sejr over stærkt kæmpende briter