Nu begynder det at blive rigtig interessant.
Rødovre og Rungsted mødes i aften med noget, der ligner de to mandskaber, der skal ud i premiere på fredag, hvor begge hold skal til Jylland. Rødovre skal på langtur til Frederikshavn, mens Rungsted spiller tv-kamp i Esbjerg.
Men først skal de to hold altså teste, og hvor det i den seneste test var et Rungsted-hold med fire kæder og et ditto Rødovre med tre kæder. Det bliver formentlig anderledes.
Spørgsmålet er om Rungsted-træner Erik Hjalmarsson holder fast ved opbygning med to rigtig stærke kæder, der kan score mange mål, en solid tredjekæde og så en "arbejdsfjerdekæde", eller om han i aften prøver at rykke lidt rundt.
Ligeledes spændende, hvordan Rødovre-træner Dresler bygger sine kæder op og om den seneste kamp mod Herlev var indikationen på, hvordan det hænger sammen.
Det var blandt andet med Trevor Cheek i en spændende førstekæde med Victor Cubars og Matthias Asperup. En interessant konstellation med dansk teknik og fysik omkring en af de stærke nordamerikanere.
Også andenkæden med Welychka, Klarskov og Phillip Schultz ser interessant ud. Spørgsmålet er, om Schultz fortsætter ind i sæsonen hos Mighty Bulls. Det bliver spændende at se, om der kommer en udmelding frem mod premieren.