Det er gået stærkt for den unge frederikshavner, siden han blev draftet i lørdags

Lørdag aften sad Mads Kongsbak Klyvø hjemme i Frederikshavn sammen med sin familie og så NHL-draften direkte fra Los Angeles.

I fjerde runde dukkede hans navn op - valgt af selveste Stanley Cup-mestrene fra Florida Panthers.

Den foreløbige kulmination på en ung karriere, hvis første rampelys kom i slutningen af Metal Ligaens grundspil i 2023. Her dukkede Mads Klyvø op i en kamp i Odense, hvor han umiddelbart imponerede med en modenhed i spillet, der normalt kun hører rutinerede spillere til. 

Selv om staturen er anderledes, så mindede det for undertegnede om unge udgaver af Jannik Hansen, Peter Regin og Frans Nielsen, der alle nåede at spille lidt i Metal Ligaen, inden de rykkede ud i den store ishockeyverden. Man kunne hurtigt se, at det her var og er noget specielt.

Mads Kongsbak Klyvø nåede ikke at vinde DM-guld som Regin og Nielsen, men spillede seks kvartfinalekampe for White Hawks, der også blev hans sidste for barndomsklubben. 

Selvfølgelig kunne Frederikshavn ikke holde på en så dygtig spiller, og det var ganske oplagt, at Mads Kongsbak Klyvø tog færgen til Göteborg for at spille for Frölunda. Et perfekt sted at udvikle sig, samtidig med, at færgen går dagligt mellem de to byer. Der er altså ikke langt til et familiebesøg, og det har Mads Kongsbak Klyvøs forældre benyttet sig hyppigt af i de seneste to sæsoner. 

Scouting-rapporterne i Eliteprospect.coms draft guide taler om en fysisk dygtig og meget skøjtestærk spiller, der er stærk i omstillinger, mens det han skal arbejde på, er spillet med pucken, når han har tid og pasningsspillet generelt. 

Men den samlede pakke har været rigeligt til, at Florida Panthers valgte Mads Kongsbak Klyvø lørdag aften, hvor han sad sammen med en stolt og glad familie.

Der var ikke særlig meget tid til at nyde champagnen, for allerede kort efter valget ringede telefonen og "nogle gutter fra Florida", der ville ham af sted til development camp i en fart. Allerede søndag formiddag sad Mads Kongsbak Klyvø i et fly på vej over Atlanterhavet med kurs mod det sydlige USA og lufthavnen i Miami.

- Der har været fart på, og det hele kan godt føles lidt surrealistisk, skriver den nu 18-årige frederikshavner på en WhatsApp-besked sent i nat dansk tid.

- I dag (mandag) har været en meget begivenhedsrig dag. Vi har været gennem nogle forskellige typer af fysiske og "medical tests", og har været på is sammen. Det har været spændende at se alle de andre draftede spillere og de faciliteter, som Florida har herovre. Tirsdag klør vi på med træningen og skal ud at se en Major League Baseball-kamp om aftenen, lyder det fra Mads Klyvø.

Han har Florida Panthers som sit favorithold "i flere år", så det var stort for den unge mand at blive valgt at netop de dobbelte forsvarende mestre.

- Det var ret specielt at se ens eget navn poppe op på skærmen under draften i selskab med min familie - en af de større oplevelser i min karriere. At blive draftet er en stor ting, og noget som har været en drøm for mig længe. Men det er også bare begyndelsen på et nyt kapitel, som jeg glæder mig meget til, lyder det fra frederikshavneren.

Han bliver dermed også en del af det Frederikshavner-boom, der på den gode måde hærger dansk ishockey for øjeblikket. Seks frederikshavnere var med på det danske VM-hold og en af dem - Nick Olesen - kom endda på turneringens All Star-hold.

De seneste to danskere, der er draftet - Oskar Fisker Mølgaard og Mads Kongsbak Klyvø - har rødder i Vendsyssel og trækker man historien tilbage til 2016 er fire af de seneste ni draftede spillere fra Frederikshavn. I alt 27 danskere er blevet draftet siden Heinz Ehlers dukkede op på listen som den første i 1984. 

Det er slet ikke umuligt, at Oskar Fisker Mølgaard i næste sæson får sin debut hos Seattle Kraken, og derefter kan det altså blive Mads Kongsbak Klyvøs tur. Men der skal tages et skridt ad gangen.

- Det bliver nok mest J20 i Sverige i næste sæson, men jeg vil gøre mit for at slå mig ind som en fast del af førsteholdet, lyder det fra frederikshavneren.

Foreløbig sveder han altså i Florida, inden der forhåbentlig bliver plads til en tiltrængt sommerferie efter et år, der også bød på oprykning med både U18- og U20-landsholdet.

Sikke en sæson, Mads Kongsbak Klyvø kan se tilbage på. 


NICKLAS HEINERÖ har skrevet under med Rungsted Hurtig sommerstatus: Herlev Eagles