Herning-SønderjyskE
Der venter et yderst interessant opgør mellem to mandskaber, der rummer masser af kvalitet, men på forskellige parametre. Herning har åbenlyst nogle topforwards, det kan være svært at gardere sig imod. Mathias From og Jesper Thörnberg toppede Metal Ligaens pointtabel, da grundspillet sluttede, og især Mathias From har fortsat den hidsige produktion i kvartfinalerne.
Ustyrlige 10 scoringer blev det til for From, som indimellem har illustreret, at han har evnerne til at gøre, hvad der passer ham. Coast-to-coast-mål og flotte tekniske detaljer har han stået for, og han afgjorde nærmest ene mand flere af kampene mod Herlev. En klar nøgle til succes for Blue Fox.
Men selvfølgelig er Herning mere end to mand. Mathias Bau, Morten Poulsen og Brett Thompson er andre, der har leveret, selv om jeg nok synes, at Bau er for nedadgående. Til gengæld så ved vi jo, at slutspillet ofte tænder bestemte spillere, og måske venter der højdepunkter fra Mathias Bau. Og så skal man ikke glemme, at Blue Fox også har ganske kompetente backs. Oskars Cibulskis med alle landskampene for Letland, Patrick Madsen med den store rutine, og den adrætte og meget bevægelige Santerio Suistio kender kunsten at lukke af.
SønderjyskE – på den anden side - har i større grad præsenteret sig som et kollektiv, og det har især vist sig i kampene, der har ligget efter nytår. 22 har man spillet, når vi regner det hele med, og hele 20 gange har man trukket sig som vinder. Det er et formstærkt og sammentømret hold, Anders Førster diverterer med, og hvis Herning har den stærke top, så har SønderjyskE den stærke bredde.
Men selvfølgelig er der også spillere med spidskompetencer hos SønderjyskE. Nikolaj Krag-Christensen er i gang med sin bedste Metal Liga-sæson nogensinde. Det samme er eksempelvis også William Boysen, Rasmus Schultz og David Madsen.
De nævnte spillere har alle overgået deres egen bedste pointproduktion i denne kampagne, og det er meget bemærkelsesværdigt, at de alle for alvor har leveret efter, Mario Simioni blev skiftet ud med Førster og Stockfisch omtrent midt i oktober. Det siger noget om, hvad ny inspiration kan gøre ved en spiller.
For mig vil det ikke være en overraskelse, hvis denne serie går i 7 kampe. I løbet af sæsonen har de to været jævnbyrdige og vundet på skift, og selv på målene er de ret lige. Skal jeg give et bud på en endelig vinder af serien, lægger jeg mine æg i SønderjyskE-kurven. Det har set mere end solidt ud, det som de lyseblå har leveret i 2024, og man skal aldrig underkende et hold, der i den grad har momentum. Var der nogen, der sagde, at vilje slår talent?
Mit bud: 4-3 til SønderjyskE.
Aalborg-Esbjerg
Der er mange klassikere i dansk ishockey, og serien mellem Aalborg og Esbjerg er klart en nævneværdig. Siger jeg navnet Petter Bart Hansen, så ryster det meste af Hasseris og omegn. Ved du ikke, hvad jeg taler om, så lav lige en google-søgning selv.
Aalborg kom nogenlunde forbi Rødovre i kvartfinalen. 4-1 lyder overbevisende, men det var mere tæt end som så. Skåret ind til benet så var der dog ikke tvivl om, at Aalborg var det bedste hold, og Julian Jakobsen og hans holdkammerater står i mine øjne styrket i semifinalen mod Esbjerg. For Pirates blev bedre og bedre i serien mod Rødovre, og i den afgørende kamp seks spillede man det bedste set under Jens Nielsen.
Kritiske røster havde bredt sig om det smarte i skiftet på trænerfronten på et ret sent tidspunkt af sæsonen. Garth Murray blev erstattet af Jens Nielsen, og succesen var ikke til at se umiddelbart. Men ting tager tid, og det gør det også med at få nye ideer og væremåder til at gå op i en større enhed. Jeg synes dog, at Aalborg lykkedes med det til sidst, og hvis sulten stadig er til stede hos de garvede hos Pirates, så kan det blive til en ny finaleplads. Aalborg jagter som bekendt sin tredje titel i træk.
Individuelt set råder Aalborg over – måske – den bedste line-up i Metal Ligaen. Der er dygtige spillere – stjerner, om du vil – i alle fire kæder hos aalborgenserne. Det store spørgsmål er, om man kan få dem til at levere på samme tid, og så har holdet indimellem haft tendens til at spille i bølger.
Det går rigtigt godt, når det kører – hvis man må sige det på den måde – men sæsonen har også budt på ret bemærkelsesværdige nedture. Et klart nederlag til Herlev ude og to nærmest chokerende tab til Rødovre hjemme eksempelvis.
Esbjerg Energy tabte fjerdepladsen til Odense i allersidste runde. Det kom ikke til at betyde det store, for vestjyderne trak sig sejrrigt ud af kamp syv i Odense. Det skyldes især effektivitet hos Energy og det modsatte hos Odense Bulldogs. Og så viste Mathias Seldrup i kassen, at han ikke har glemt at tage med hænder. Seldrup stod en fremragende kvartfinaleserie, og han var en betydelig årsag til Esbjerg-avancementet.
Angrebsmæssigt har Esbjerg lignet et tophold det meste af sæson. Også selv om man tidligt sagde farvel til Søren Nielsen, der tilsyneladende ikke var på fod med coach Jason Jaspers. 176 mål scoret er på højde med de bedste i ligaen, men man har lukket for mange ind.
Og så har stabilitet været en mangelvare for Energy. Det ene øjeblik har man leveret flot spil, det næste laver man begynderfejl i egen zone. Her er der plads til forbedring, og den skal finde sted mod et Aalborg-hold, der har kvalitet til at straffe den mindste fejltagelse.
Jeg har set mange af Aalborgs kampe i denne sæson, kommenteret en del af dem og jeg har bestemt ikke været konstant imponeret. Men i de sidste kampe i kvartfinalen mod Rødovre fandt man ind til gamle dyder, og så passede pasninger og løbemønstre igen sammen.
Pirates lignede igen og godt ishockeyhold, og holder man fast i denne tilgang til spillet, ligner det noget. Jeg tror ikke, Esbjerg kan stå imod i det lange løb. Energy skal nok få en sejr – måske endda to – men jeg tror på, at især Aalborgs bredde bliver udslagsgivende.
Mit bud: 4-2 til Aalborg