En spændende ung spiller synes at være på vej ind i Metal Ligaen for en stund.
I hvert fald meldes den blot 17-årige angriber Chase Stillman på vej over Atlanten indtil Ontario Hockey League begynder igen. Det sker efter planen i begyndelsen af februar, men indtil da skal Stillman ifølge avisen Sudbury Star til Danmark.
Det er Stillmans nuværende hold, Sudbury Wolves, i OHL, der har bekræftet historien overfor avisen.
- Jeg har lige konfirmeret det med holdet. Chase Stillman er nu på vej til Danmark for at spille på lån indtil OHL-sæsonen begynder, skriver Ben Leeson, der følger Sudbury Wolves tæt for den lokale avis.
Chase Stillman er en yderst talentfuld wing og søn af den tidligere NHL'er og dobbelte Stanley Cup-mester Cory Stillman. I sidste sæson leverede han 34 point i 58 kampe og blev valgt ind på All-rookie-holdet i OHL. Han er ligeledes inde omkring det canadiske U18-landshold.
Han forventes at gå ganske højt i draften i den kommende sæson, og bliver en interessant tilgang, hvis han lander i Metal Ligaen. Han er 180 centimeter høj og vejer 77 kilo og skal - hvis han kommer til Danmark - altså nu prøve sig af i seniorhockey for første gang i karrieren.