Fynboen Kristian Jensen fortsætter i Frederikshavn i den kommende sæson.
Det slår Frederikshavn White Hawks/Elite Nord A/S fast i en pressemeddelelse her til morgen.
Det er med meget stor glæde, at vi har lavet denne forlængelse med Kristian. Han har taget meget store skridt i de to sæsoner, han hidtil har spillet for os, og vi er overbeviste om han kan bygge endnu mere på i sit spil de kommende år, skriver klubben.
Jensen kommer oprindelig for Odense, men har også været over Luleå og SønderjyskE, inden han kom til Frederikshavn for et par år siden.
Kristian fik desværre store dele af slutspillet i år ødelagt grundet en skade, men han er hundrede procent fit for fight når den nye sæson indledes. Han er en spiller med fart, fysik, og næse for mål, hvilket vi har set med et halvt point i snit, i godt 100 kampe i den hvide trøje.
Vi har at gøre med en spiller, der hver eneste dag kommer til træning for at ville blive bedre, og vi har allerede set Kristian på det danske ishockeylandshold. Han er vellidt i truppen og blandt trænerne, og vi er sikre på at denne forlængelse også falder i god jord hos vores fantastiske fans.
Selv siger Kristian Jensen om forlængelsen.
– Jeg trives godt i Frederikshavn, så da muligheden kom var det ikke et specielt svært valg for mig. Jeg ser frem imod at udvikle mig yderligere, og tror på at vi kan spille med i toppen igen i næste sæson.