Odense Bulldogs forstærker den offensive danskerstamme med tilgangen af Kristian Jensen og Markus Jensen, der begge skifter fra Herning Blue Fox til Odense Bulldogs på toårige kontrakter.
Det skriver Bulldogs i en pressemeddelelse.
26-årige Kristian Jensen vender hjem til fødebyen Odense og den fynske ishockey, hvori han også har haft sin hockeyopvækst. Under Kristians seneste ophold i Odense blev det til en debut i Metal Ligaen som blot 17-årig og 57 kampe for Odense Bulldogs i perioden 2011-2013.
Sidenhen gik turen til Sverige i tre sæsoner, hvorefter den bomstærke forward vendte retur til dansk ishockey og Metal Ligaen. Her tørnede han ud for SønderjyskE, Frederikshavn White Hawks og senest Herning Blue Fox i to sæsoner, inden han nu vender retur til Odense.
- Det har hele tiden været min ambition, at jeg en dag ville vende retur til Odense Bulldogs igen. Tidspunktet er nu det helt rette for mig, så da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, siger Kristian Jensen.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til Odense i vante omgivelser og bidrage til projektet i Odense Bulldogs. Klubben har helt tydeligt ambitioner om at spille med, hvor det er sjovt, og det ser jeg frem til at være en del af. Jeg føler stadig, jeg kan udvikle mig og hjælpe holdet til at tage det næste skridt i den rigtige retning, tilføjer han.
Kristian Jensen medbringer masse erfaring med mere end 300 kampe i Metal Ligaen på CV’et samt optrædener på samtlige af de danske ungdomslandshold og 16 kampe for A-landsholdet.
Også Markus Jensen skifter tilværelsen i Herning Blue Fox ud til fordel for Odense Bulldogs, når den nye sæson blænder op. Markus Jensen har spillet hele sin karriere i Herning, hvor det er blevet til mere end 450 kampe for barndomsklubben og har gennem flere sæsoner været en profil i Metal Ligaen med sine stærke tekniske færdigheder.
- Jeg trængte til en luftforandring, så da muligheden i Odense Bulldogs bød sig og mavefornemmelsen var den rette, skulle der ikke mange overvejelser til, før jeg takkede ja. Klubben har nogen af ligaens bedste fans, der skaber en helt kanon stemning fra lægterne, og i kombination med spilfilosofien i klubben, er Bulldogs det helt perfekte valg for mig.
Udover at gøre god figur af sig i Metal Ligaen igennem flere sæsoner, har Markus Jensen undervejs i sin karriere repræsenteret U16, U18 og U20-landsholdene med samlet mere end 60 optrædener på CV’et.
- Odense Bulldogs har gang i et superspændende projekt, der tiltaler mig meget og jeg glæder mig utrolig meget til at trække i trøjen og bidrage til at fortsætte udviklingsrejsen i klubben, siger Markus Jensen.
Administrerende direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen, glæder sig over tilgangen af de to forwards, som skal styrke den fynske offensiv i de kommende sæsoner:
- Det er to topspillere fra øverste hylde i Metal Ligaen, som vi nu forstærker truppen med og vi er overbeviste om, at begge to vil få en markant rolle på holdet.
- De er begge forwards, men har hver sin spillestil. Markus er en teknisk stærk og dygtig afslutter, der er garant for en god portion point hver eneste sæson, mens Kristian er en tovejs forward, der er stærk i både sit offensive og defensive spil, hvor han skaber god plads for sine holdkammerater. Begge skal de bidrage til, at vi nu styrker den samlede offensiv, skaber flere taktiske muligheder og helt generelt forstærker holdet til den kommende sæson med en endnu mere konkurrencedygtig danskerstamme.