Ny angriber hentet ind til Patric Weners mandskab

Herlev Eagles har skrevet en et-årig kontrakt med amerikanske Kyle Osterberg, skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor man efter Jake Horton altså nu har hentet endnu en amerikansk angriber. 

Kyle Osterberg har de sidste fire sæsoner spillet i Europa og har produceret fint i fire forskellige ligaer.

Senest i den Slovakiske Ekstraliga hvor han for sit ungarske hold DVTK Jegesmedvék satte 17 mål og 32 point i 39 kampe.

- Kyle Osterberg er en hurtig og skøjtestærk spiller som kommer godt omkring og kombinerer dette med et stort vindergen. Som ung havde han mange kampe for de amerikanske U17 og U18 landshold, så vi har gode forventninger til vores nye amerikaner, lyder det fra Eagles. 

Osterberg har - udover den slovakiske liga - også spillet i Allsvenskan, den tyske Oberliga og i Sparta Sarpsborg i Norge.

Netop sæsonen i Norge var måske hans bedste med over et point i snit - en præstation, der bragte ham videre til Karlskrona og Allsvenskan.

Her havde han ikke voldsom succes, men hentede godt ind i Deggendorf i den tyske Oberliga, som også var et skridt nedad, inden han altså i fjor beviste sig glimrende for ungarske DVTK Jegesmedvék, der altså spiller med i Slovakiet. 

Kyle Osterberg kommer til Herlev og støder til sine nye holdkammerater omkring 1. august.


DANMARKS ISHOCKEY UNION kåret til årets specialforbund i dansk idræt NY AMERIKANER TIL SØNDERJYSKE: Mike Szmatula skal score mål i Frøs Arena