Aalborg Pirates har haft en svær sæson.
Mange ind- og udskiftninger har kostet hårdt, og i en kvartfinaleserie mod Odense manglede nordjyderne "lige det sidste" i de fleste af kampene, og det hele endte med et nederlag på 1-4.
Skuffelse hos Pirates og hos kaptajn Lasse Bo Knudsen, der i et interview med TV2 Nord kalder sæsonen for "hektisk"
- Vi har næsten stillet tre hold herude. Der har været mange ud- og indskiftninger i truppen. Vi havde en rigtig dårlig periode i begyndelsen af sæsonen, som vi fik vendt til en rigtig god periode, men så til sidst har vi igen været i et langt formdyk, så vi kan håbe, at vi har lært noget af det, for det skal ikke ske igen, siger han til TV2 Nord.
Det har været hele vejen rundt i organisationen, der har været problemer - og ikke kun på isen - understreger Lasse Bo Knudsen i interviewet.
- Jeg håber, der bliver evalueret på det hele - hele vejen rundt. Det er ikke kun nede ved os, at det er gået helt galt. Det er det hele, der ikke rigtig har spillet i år. Vi skal være en samlet enhed i klubben, og vi skal kunne evaluere på, hvad der er sket i år, for det må ikke ske næste år, siger han til TV2 Nord.