Herning Blue Fox-forwarden Lasse Lassen glædede sig over 6-0-sejren over Odense fredag aften, og håber, at midtjyderne får en god indgang til slutspillet i de kommende hjemmekampe mod SønderjyskE og Herlev.
Lassen indrømmer gerne, at der har været problemer gennem grundspillet for Blue Fox, og at der skal findes noget ekstra frem mod slutspillet. Det siger han i dagens udgave af Herning Folkeblad.
– Vi har slet ikke indfriet forventningerne. Både i forhold til hvad vi selv vil, men også i forhold til hvad klubben, fansene og folkene omkring vil, siger Lasse Lassen.
– Det har til tider været meget frustrerende, men man siger jo, at slutspillet er som en helt ny sæson. Kan vi få det hele til at »klikke« dér, så kan de 40 kampe, der er gået forude, være fuldstændigt lige meget, opsummerer Lasse Lassen overfor avisen.
Selv har Lassen leveret lidt under det, som omverdenen – og formentlig også både ham selv og træner Petri Skriko – har forventet af forwarden. 34 point i 38 kampe er et godt stykke under præstationen i fjor, hvor det i grundspillet blev til 61 point i 50 kampe.
Lassens plus/minus-statistik er gået fra +17 til den nuværende minus 8 for denne sæson.
– Vi har ikke været kyniske nok i de kampe, hvor vi har haft spilovertaget. Dem har vi ikke udnyttet til mål og sejre. Vi har virket for låst i vores spil, lyder det fra den rutinerede angriber.