Det er svært at forestille sig Blue Fox uden Daniel K. Nielsen på blå linje

Der er lang vej ned til næste mand på listen over de ældste spillere i Metal Ligaen.

Cristopher Nihlstorp er 36 år, og i dag fylder ligaens ældste, Daniel K. Nielsen, 40 år. Det lakker mod enden af en lang og flot karriere - eller gør det?

Jesper Duus spillede til et stykke op i 40'erne og på ypperste verdensniveau har NHL-spillere som Chris Pronger og den stadig aktive Zdeno Chara - der spillede NHL-slutspil i en alder af 43 år, vist at det kan lade sig gøre at fortsætte.

Og vi må erkende, at Daniel K. Nielsen selv i en alder af 40 er en nøglespiller for Blue Fox. Indtil han blev skadet i denne sæson, noterede han sig for over 21 minutter pr. kamp, og i sidste sæson spillede han samtlige 48 kampe i grundspillet og noterede solide 38 point. Han var i stigende form og klar til at forsøge at vinde endnu et mesterskab med hjerteklubben.

Daniel K. Nielsen står noteret - via Eliteprospects - for 643 grundspilskampe og 148 slutspilskampe for Herning og en af grundene til hans store holdbarhed er, at han formår at bruge rummet på isen perfekt. Det er sjældent, at han ikke læser spillet korrekt og dermed udnytter han isen perfekt med sit store overblik. 

Det har også været at se i powerplay, hvor han altid har fået maksimal tiltro af sine trænere til at fordele spillet. Samtidig har hans lumske og præcise "vip" ind mod mål resulteret i adskillige scoringer. Enten er pucken røget direkte i kassen ellers er den blevet styret ind af holdkammeraterne. 

Daniel K. Nielsen spillede 234 landskampe for Danmark og deltog i sin første VM-turnering helt tilbage i 2002. Han stoppede på landsholdet ved VM i Herning, og kæmper nu for et syvende dansk mesterskab, inden karrieren er slut. Det vil være den perfekte måde at slutte af på.

Han er respekteret af sine modstandere og Daniel K. Nielsen er sjældent involveret i beskidt spil - hverken når det gælder tacklinger eller nærkampe. Dertil er hans spilintelligens ganske enkelt for god.

Der er næppe tvivl om, at hans trøje skal hænge i taget i Kvik Hockey Arena, når han stopper i klubben. Hans betydning for Blue Fox kan ikke undervurderes, og forhåbentlig kan både herningenserne og Metal Ligaen nyde godt af ham et par sæsoner endnu. Stort tillykke med de 40!


Rasende Simioni: Pinligt nederlag BILLEDER: SKARPE SKUD fra Rødovre-Rungsted