Det var ikke den smukkeste sejr i dansk ishockeyhistorie, men det lykkedes trods alt for de rød-hvide at hive en 4-3-sejr hjem mod en ganske godt agerende britisk mandskab, der i dag var en fuldstændig ligeværdig modstander for løverne.
Allerede tidligt i kampen satte Liam Kirk en streg under, at briterne havde intentioner om at snuppe et point eller tre, da han satte 1-0-målet ind bag Frederik Dichow, men der gik heldigvis kun et minuts penge før Mikkel Aagaard havde udlignet for Danmark.
Et af de positive aspekter var det danske powerplay, der til tider fungerede ganske godt. Det første af to mål i overtal blev hamret ind, da Phillip Bruggisser endelig fik træf på sit glimrende slagskud og sendte Danmark i føring.
Men må bare sige, at Danmark - specielt i første periode - tillod alt, alt for mange chancer til briterne, der hurtigt fik gjort det til 2-2 ved Cade Neilson. Der var spillet 11 minutter, og resten af første periode var noget af et virvar, hvor begge hold havde chancer til at score mere. Jacksom Whistle og Frederik Dichow ville dog ikke åbne lågen i periodens slutfase.
Til gengæld blev Whistle passeret kort inde i anden periode. Oscar Fisker Mølgaard, dette forrygende stortalent, fik drejet rundt om sig selv og mistede næsten balancen, inden kastede sig ned og lagde pucken tilbage til Mikkel Aagaard, der scorede sit mål nummer to i kampen.
En perfekt start på anden periode for Danmark, men i stedet for solidt dansk spil, endte det også som en gang "tjuhej" med masser af åbent spil i begge ender. Frederik Dichow havde nok at se i de midterste 20 minutter.
En enkelt måtte han dog lade sig passere, og det var kort før anden pause. Phillip Bruggisser tog en ærgerlig udvisning, og Nathanael Halbert trak et perfekt timet skud op i hjørnet bag Dichow, der paradoksalt nok var skærmet af to medspillere.
Efterhånden blev tredje periode en nervepirrende affære, men så det godt, vi har Christian Wejse. Esbjergenseren med base i Bremerhaven har været en af Danmarks bedste ved det her VM, og da Danmark igen var i overtal, afsluttede han med en perfekt styring ind bag Jackson Whistle.
Danmarks andet powerplaymål var en realitet.
De to hold fortsatte pingpong-spillet i resten af kampen og Danmark missede en powerplaymulighed, inden briterne tog målmanden ud med næsten tre minutter igen. Der var hårrejsende muligheder inde foran mål, og det gjorde ikke nemmere, da Nicholas Jensen blev udvist i sidste minut.
Men Danmark holdt stand. Heldigvis. Og seks point for fem kampe er ikke utilfredsstillende. Men der er masser af forbedringer at arbejde på frem mod 12:20-kampen mod Schweiz i morgen. Mon ikke Mikael Gath og staben sidder længe oppe i aften for at arbejde frem mod den næste kamp, der i den grad falder hurtigt efter dagens sejr?