SønderjyskE valgte Rødovre som kommende kvartfinalemodstander, da man vurderede chancerne for størst mod Rødovre kontra de andre muligheder.

SønderjyskE-sportschef Kim Lykkeskov havde Herning, Esbjerg og Rødovre til overs, da SønderjyskE skulle vælge modstander til den kommende kvartfinaleserie. 

Ganske som ventet blev det Rødovre, SønderjyskE valgte. Historikken talte imod et valg af lokalrivalerne, siger sportschefen til Der Nordschleswiger.

– Ud fra de muligheder, der var tilbage, mener vi at have størst chancer mod Rødovre. Vi er ikke bange for Esbjerg eller Herning, men med historikken, vi har mod de to hold, er der ingen grund til at møde dem allerede i første runde, siger han. 

SønderjyskE har vundet fire af fem kampe mod Rødovre i sæsonen, to af dem i overtid. Det hører med til historien, at Rødovre har haft hjemmebane i fire af kampene.

– Vi har ofte haft problemer mod Rødovre, og indstiller os på, at serien kan gå over syv kampe. De har et skøjtestærkt mandskab, der kan gøre det svært for os, men vi er forberedt på alt, og håber vi kommer videre, siger SønderjyskE-sportschefen til Der Nordschleswiger. 


Tilskuerne gav Odense-spillerne en smuk afsked med sæsonen OPTAKT: Odense Bulldogs-Herlev Eagles