Det var tæt og dramatisk hele vejen igennem den anden semifinalekamp mellem Odense Bulldogs og Herlev Eagles.
Til sidst endte det som bekendt med Jonathan Brinkmans 3-2-scoring kort inde i overtiden, hvilket afstedkom enorme jubelscener i Spar Nord Arena.
Det var efter en kamp, hvor Herlev dominerede tungt i første periode med det hurtige spil, det høje pres og de mange forsøg på mål. Det var næsten et mirakel, at gæsterne ikke førte efter de første 20 minutter.
Odense åd sig ind i kampen i den sidste halve time og fik altså scoret det udlignende mål i overtal. Begge fynboernes mål i den ordinære tid faldt i fem mod fire.
Så det er et fokuspunkt for Herlev i dag at undgå straffeboksen, ligesom Odenses fokuspunkt og Anders Førsters videokig siden fredag aften må have været, hvordan Odense spiller sig ud af Herlevs høje pres, når ørnene praktiserer det.
Det bliver et brag 13:30 denne påskesøndag. Herligt, og er du ikke i en forhåbentlig fyldt Martinsen Arena, er Henrik Bauch på plads bag mikrofonen og klar til at kommentere på DirekteSport.
Klokken 15:00 går det løs i Kvik Hockey Arena, og her er forudsætningerne anderledes end i den første serie.
Herning har et klart momentum i serien mod Rungsted og vandt stensikkert 6-2 i Concordium Arena.
Det er ottende gang i sæsonen, at Herning slog Rungsted, og det var - i modsætning til den første kamp - en klokkeklar sejr til midtjyderne fredag aften.
Herning manglede kun Oliver Kiljunen i lineuppen, og det betød, at Blue Fox for første gang længe i slutspillet kunne køre med fuld skrue og fire tunge kæder.
Det havde Rungsted slet ikke noget modsvar til, og det skal findes i dag for nordsjællænderne, hvis de skal have en chance for at komme tilbage i serien.
Rungsted skal mere eller mindre spille en perfekt kamp i eftermiddag.
Søren Kaster er på plads i Kvik Hockey Arena for DirekteSport, hvis ikke du kan komme i Kvik Hockey Arena.