Sikke et brag, vi har os i Kvik Hockey Arena i eftermiddag.
Herning Blue Fox og Herlev Eagles har ganske enkelt været outstanding i denne sæson - kig bare på tabellen.
De to hold er stort set kørt fejlfrit gennem de første 15 kampe og har blot enkelte kiksere i porteføljen.
Begge hold står med hele 38 point og 40 point efter 16 kampe - som et af holdene rammer uanset resultatet i dag - vil være en helt vild statistik.
Begge hold kommer fra hjemmesejre fredag aften: Herning vandt 6-1 over Sønderjyske og står med 20 ud af 21 mulige point på hjemmebane i denne sæson. Herlev slog Aalborg overbevisende med 5-2 og fik revancheret sig for nederlaget mod Esbjerg tirsdag aften.
Det vælter med profiler på de to hold: Førstekæderne hedder Cubars, Green og Bremer, der skal dyste mod Bau, Poulsen og Pastujov. Både Patrick Bjorkstrand og Oliver True scorede hattrick fredag aften. Terrance Amorosa har været suveræn på blå linje, han er oppe mod Tim Daly - eller Anton Johansson, hvis han er blevet klar - på Hernings blå linje.
Og så ligner det en duel i målet mellem Mathias Seldrup og Christian Elmose. Sidstnævnte har vikarieret glimrende for Zetterquist på det seneste.
Det er to hold, der gerne vil spille offensiv hockey og to hold, der er knivskarpe i powerplay. Det MÅ blive underholdene i Kvik Hockey Arena og på JFM Play.
I Frederikshavn kommer et genoplivet hjemmehold på isen mod Odense, der fredag sikrede sig en Metal Final4-plads.
At Odense og Aalborg er kommet med på de to sidste billetter, udvisker ikke indtrykket af en Metal Liga, hvor alle slår alle, og hvor holdene svinger frem og tilbage,
Frederikshavns kamp i Esbjerg fredag aften, hvor holdet smed en 4-0-føring og endte med at vinde i straffeslag, er i den grad et billede på White Hawks' situation i denne sæson, og Odense har også været svære at læse.
Fynboerne har dog været lovlig undskyldt på grund af de mange europæiske rejser og seks ekstra kampe på højeste niveau. Nu skal vi til at se Bulldogs' virkelige niveau uden ekstra belastning.
-Sejren i Esbjerg fredag aften var super vigtig - mere behøves der egentlig ikke at siges. De to point kan vise sig afgørende senere på sæsonen, og en sejr giver altid god moral. Vi har tidligere vist, at vi kan spille godt mod Odense, men det kræver hårdt arbejde og disciplin hele vejen igennem, siger Frederikshavn-målmand Kevin Frydkjær til klubbens hjemmeside.
- Vi skal holde os ude af udvisningsboksen og eksekvere vores gameplan. Gør vi det, så kan vi tage alle tre point. Personligt føler jeg, at mit spil bliver bedre og bedre for hver kamp - og jeg gør alt for at hjælpe holdet til endnu en sejr, lyder det fra Frydkjær.
Endelig spiller Sønderjyske og Rungsted i Sydjysk Sparekasse Arena, hvor det gælder en kamp, hvor begge hold skal kæmpe for at komme ind i landsholdspausen med et ordentligt afsæt.
Begge hold kan med tre point komme op på en fornuftig midterplacering og specielt for Rungsted vil det - med skadessituationen in mente - være en triumf at slutte på sjettepladsen inden landsholdspausen.
Filip Karlsson kom ind hos Rungsted efter sin lange skadespause og gav nordsjællænderne et boost med sine to scoringer i 3-5-nederlaget mod Odense fredag aften. Han kan gøre en forskel søndag eftermiddag.
Sønderjyske leverede disciplinerede og fine 35 minutter i Herning fredag aften, inden hjemmeholdet fik scoret. Derefter brød sønderjyderne sammen og havde tydeligvis problemer med tempoet i den sidste del af kampen.
Der var fem spillere ude og det tyndede naturligvis ud på Sønderjyske-holdet, så hvis den skadessituation er den samme i eftermiddag, vil det være to hold med nogenlunde samme forudsætninger, der dyster i Sydjysk Sparekasse Arena.
ALLE TRE KAMPE BEGYNDER KLOKKEN 15 og kan ses på JFM PLAY.