Vi starter ud i Herlev, hvor Martinsens Arena bliver fyldt godt op tidlig eftermiddag, med kampstart klokken 13:30. Gæsterne fra Sønderjyske under pres, hvor nederlag i dag er lig med sommerferie. De skal finde noget af det frem fra første periode fra i fredags, og så skal dagens gæstende mandskab have mere skarphed foran mål, når chancen byder sig. Hjemmeholdet kan spille lidt mere frigjort, og det kan sagtens blive nøglen til sejr i eftermiddag, at presset fuldstændig er på gæsterne.
Herning ligner dagens helt store favorit, og byder Rødovre op til kamp 5 i Kvik Hockey Arena klokken 15:00. Har Rødovre flere kræfter i behold, efter en flot serie, hvor de har budt grundspilsvinderene flot op til dans. Det må blive desperat fra Rødovre-mandskabet i eftermiddag, hvor de skal på en svær mission i det midtjyske. Det kræver endnu en pragtkamp af Tomas Ryden, hvis Rødovre skal holde liv i serien. Herning stadig uden karantæneramte Nick Pastujov, Kiljunen er rejst til Finland for at blive behandlet for en skade, og kaptajn Morten Poulsen var heller ikke med i fredags. Vender kaptajnen tilbage i eftermiddag?
I Esbjerg er hjemmeholdet for alvor under pres, og der skal findes noget ekstra frem, hvis holdet vil overvinde Rungsted i den her serie. Dagens gæster kan spille sig i semifinalen med en sejr, og derfor er hjemmeholdet pisket til sejr. Det kan sagtens blive hedt i Granly Hockey Arena i eftermiddag, med forhåbentlig en masse tilskuere på lægterne. Rungsted har Lukas Bang med i bussen til det vestjyske, da han slap for yderligere tiltale efter badebilletten fredag aften i kamp 4. Dermed kan Rungsted igen stille i stærkeste opstilling, og nordsjællænderne har virkelig fundet melodien her i slutspillet. Kampstart i Esbjerg klokken 15:00.
I Aalborg er der også dømt gyser, når drengene fra Nordens Paris skal ride videre på succes-bølgen fra fredag aften, hvor de vandt i Odense. Aldrig er det sket i Danmark, at et hold er kommet retur fra 0-3, men i Aalborg, er de opsatte på at blive de første til at skrive sig ind i historiebøgerne. Det kræver tre sejre mere, og første forsøg får de altså i eftermiddag i Gigantium, der nok skal blive fyldt godt op. I Odense-lejren var der skuffelse efter fredagens kamp, og den skuffelse skal viskes væk, inden holdet går på isen i eftermiddag. Det kan blive meget giftigt i eftermiddag, og der venter med garanti en ny tæt kamp mellem de to hold, der går på isen klokken 15:00.