Vi skal vist lige hanke op i os selv, sagde Herning-forwarden efter premieren

I de første 30 minutter var Herning Blue Fox i den grad på hælene mod SønderjyskE i sæsonpremieren fredag aften. 939 tilskuere i Kvik Hockey Arena overværede en sæsonstart, hvor sønderjyderne i den grad sad på hjemmeholdet, så man faktisk sjældent har noget lignende i Herning. 

Enhver nærkamp og skøjteduel blev stort set vundet af SønderjyskE, der holdt fast og endte med at vinde ganske sikkert med 6-3 over guldfavoritterne.

- Vi havde glædet os så meget til den her kamp, og endte måske med at være overtændte. Vi kan roligt sige, at vi i hvert fald hang bagud i starten. Det kan vi ikke diskutere. Da vi kom i gang i tredje periode, var vi for trætte til at komme helt op på siden af dem. Gassen gik i hvert fald af ballonen til sidst, synes jeg. På dagen må vi bare erkende, at vi tabte til et bedre hold. Der er ingen grund til dårlige undskyldninger, sagde Mads Christensen til Metalligaen.dk efter de 60 første minutter af sæsonen.

Det var Christensens første Metal Liga-kamp siden han i 2009 forlod SønderjyskE for at spille ishockey i DEL i Tyskland. Hvordan fornemmede han niveauet i Danmark?

- Alle ved, at den her liga har mange gode skøjteløbere og at tempoet er ret højt. Det kunne jeg godt mærke i aften. Der var også masser af bid i nærkampene. Desværre vandt SønderjyskE de fleste af dem. Der er heldigvis mange kampe tilbage, og vi skal bare hanke op i os selv, sagde Christensen. 

Han kunne heller ikke glæde sig specielt meget over, at Herning trods alt scorede tre gange i powerplay:

- Hvis det bare havde betydet noget positivt. Nu var vi konstant på jagt efter dem i stedet for, og det siger vel også noget om, at de var klart bedst i fem mod fem-spillet.

Mads Christensen og Blue Fox får muligheden for revanche allerede tirsdag aften, når Rungsted tager imod i Bitcoin Arena. 

 


JANNIK CHRISTENSEN ny kaptajn i Esbjerg Energy VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-Rødovre