Odense Bulldogs henter offensiv forstærkning i form af Maksim Popovic, der har sat sin underskrift på en toårig aftale med de fynske mestre. Den 23-årige dansker skifter til klubben efter en sæson hos Herning Blue Fox og bringer både rutine og sult med sig til det ambitiøse Bulldogs-mandskab.
Det skriver Bulldogs, der præsenterer Popovic således:
Maksim Popovic tilslutter sig Odense Bulldogs med rygsækken fuld af erfaring og har allerede markeret sig som en stærk profil i Metal Ligaen med mere end 350 kampe på CV’et. Karrieren startede som helt ung i Herlev Eagles, hvorefter turen gik forbi Rødovre Mighty Bulls inden han i 2022 vendte tilbage til barndomsklubben i Herlev. Her kickstartede det danske stortalent for alvor karrieren med en forrygende præstation, der kulminerede med bronzemedaljer i en sæson, hvor Maksim Popovic noterede sig hele 36 point og særligt i slutspillet var en nøglespiller.
Herefter tog karrieren ham til Rungsted Seier Capital, hvor han fortsatte de positive takter med 35 point i 51 kampe. Senest har den arbejdsomme og alsidige forward tørnet ud for Herning Blue Fox inden han nu skifter til de fynske guldvindere fra Odense Bulldogs, hvor den positive udvikling skal fortsætte.
”Jeg ser frem til at blive en del af Odense Bulldogs og bidrage med min erfaring, masser af energi og stærke vindermentalitet – både på isen og i omklædningsrummet. Jeg tror på, at næste skridt i min karriere skal tages her i Odense, og jeg glæder mig til at kæmpe for endnu et trofæ til klubben, udtaler Maksim Popovic.
Når Maksim Popovic til sæsonstart indtager isen i Spar Nord Arena, kan de fynske ishockeyfans se frem til at opleve en dygtig offensiv forward med en utrættelig arbejdsindsats, som er klar til at trække i den hvide trøje og videreføre det momentum, der blev skabt under mesterskabssæsonen.
I Maksim Popovic får vi en rigtig stærk dansk spiller, som til trods for sin forholdsvis unge alder bringer masser af rutine fra Metal Ligaen med sig. Han har i gennem de seneste sæsoner vist sit store potentiale, som vi også oplevede på egen hånd i finaleserien, fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og tilføjer:
”Han er center, men besidder stor alsidighed, der gør ham i stand til at dække flere positioner. Kombineret med hans stærke mentalitet og høje arbejdsindsats ser vi frem til at byde ham velkommen i Odense Bulldogs.”