Angriberen er "hjemme igen" og klar til at angribe fra på søndag
Marcus Almquist er tilbage i Rødovre.
Det kommer ikke som nogen overraskelse efter at Almquist og Herning Blue Fox for få dage siden afbrød samarbejdet.
Rødovre skriver følgende i forbindelse med skiftet.
- Vi er stolte over at kunne meddele, at Marcus Almquist igen vil trække i den røde trøje og repræsentere klubben i denne sæson. Som en af vores egne, der har udviklet sit spil både nationalt og internationalt, er hans tilbagevenden en vigtig styrkelse for holdet. Marcus’ talent, kampånd og vindermentalitet vil spille en afgørende rolle i vores bestræbelser på succes denne sæson.
- Vi er utroligt glade for at kunne byde Marcus velkommen tilbage til Holger Danske Arena. Han besidder Rødovre DNA med sin vindermentalitet, teknik og fremragende skøjteløb. Hans speed og kreativitet var en X-factor for os sidste sæson, og vi er sikre på, at han vil begejstre fansene igen, siger cheftræner Olaf Eller.
Marcus har altid været en markant spiller for os, og med sin erfaring og evne til at skabe magi på isen, vil han utvivlsomt være en central del af vores hold.
- Jeg havde brug for at komme hjem til familien, og Rødovre har altid været mit hjem. Jeg glæder mig til at spille foran Danmarks bedste fans, siger Marcus Almquist.
Almquist lavede 38 point i 41 kampe for Rødovre i sidste sæson i grundspillet og supplerede op med tre assister i fem kampe i slutspillet. Han noterede sig også for -18 i plus/minus-statistikken (både grundspil og slutspil).