Posen skulle rystes i Aalborg, hvor der skulle en anden type hockey til.

Der var masser af fysik og bataljer, da Aalborg og Esbjerg tørnede sammen sent i aftes i Bentax Isarena. 

Vestjyderne kom bedst ud af matchen og endte med at vinde 6-3. De fleste vil sige, at Esbjerg vandt den fysiske, men Martin Højbjerg mente, at Aalborg i momenter “mandede sig op” og tog kampen op med esbjergenserne, der måske er kendt som det mest fysisk spillende mandskab i Metal Ligaen. 

– Vi ved godt, at Esbjerg gerne vil spille sådan, og det skal vi være forberedte på. Det er jo muligvis en modstander, vi skal møde i slutspillet. Vi ved, at de kan spille hårdt, men jeg synes ikke, at de, når vi mandede os op, var så overlegne på det parameter, sagde Martin Højbjerg til Nordjyske.

Aalborg har stadig fat i fjerdepladsen med tre point ned til netop Esbjerg. Nordjyderne har Rødovre og Frederikshavn tilbage i programmet, mens Esbjerg mangler Odense og SønderjyskE. Og nu skal slutspilsstilen findes frem. 

– Nu skal vi ud og spille den stil, vi gerne vil spille, og spille den stil vi gerne vil spille i playoff. Det er jo en lidt anden type hockey, og det skal vi være indstillede på nu. Så det skal vi arbejde frem mod, og det er der ingen tvivl om, at vi sagtens kan. Nu møder vi Rødovre på fredag, og så skal vi over og have tre point der, pointerede Martin Højbjerg til Nordjyske efter kampen i går. 


Sparks: Ikke til at mærke, at holdet har haft en svær sæson OPTAKT: Herning Blue Fox-SønderjyskE