Der var stor skuffelse i Vojens i aftes, hvor SønderjyskE tabte med hele 2-8 mod Herning Blue Fox.
Og det endda efter at sønderjyderne fredag aften havde vundet med 5-4 efter straffeslag over samme herningensiske mandskab.
En sådan vending var naturligvis ikke acceptabel for forwarden Mathias Borring Hansen, der talte med Der Nordschleswiger.
- Det var ikke godt nok, over hele linjen ikke godt nok. Herning fik deres mål alt for let og vi forærede kampen væk i første periode (SønderjyskE var bagud 0-4), sagde han.
- Vi blev alt for ivrige og tog alt for store risici. Det bør ikke være vores første tanke at angribe i blinde og sætte alt på et bræt for at komme tilbage i en kamp. I stedet for burde vi lige have sikret forsvaret og arbejdet os stille og roligt tilbage i kampen, vurderede han overfor avisen.
Med nederlag til både Herlev og Frederikshavn i går bevarer SønderjyskE dog sjettepladsen i tabellen, mens en top fire-placering ser ud til at være et godt stykke væk inden sæsonens sidste fase.