Mathias L. Hansen sluttede sæsonen med en skade, men nåede at gøre så godt et indtryk hos Rødovre Mighty Bulls, at han spiller i klubben også i den kommende sæson.
Det skriver Mighty Bulls på sin hjemmeside, hvor forlængelsen præsenteres således:
Mathias har siden sin ankomst gjort et særdeles positivt indtryk både i omklædningsrummet og på isen. Med stærke præstationer i alle spillets facetter og en offensiv produktion på 10 mål har han etableret sig som en vigtig nøglespiller for holdet.
Forlængelsen er endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre kontinuitet i truppen og bygge videre mod et endnu stærkere hold i den kommende sæson.
Cheftræner Ville Hämäläinen udtaler:
"Mathias er en hårdtarbejdende tovejs-forward, der kan udfylde flere roller på holdet. Han er modtagelig for coaching og har en stor lyst til hele tiden at udvikle sig. De 10 mål i seneste sæson viste hans offensive potentiale, og vi vurderer, at han har endnu mere i sig.
Mathias bidrager med god energi i omklædningsrummet hver eneste dag, og vi er meget glade for, at han også er en del af RMB i den kommende sæson"
Mathias udtaler selv:
"Jeg er meget glad for at kunne fortsætte i Rødovre næste sæson. Jeg er stor fan af det setup der er i klubben, og har følt mig rigtig godt tilpas både på holdet og i hallen foran fansene siden dag ét, derfor var det heller ikke nogen svær beslutning for mig at forlænge min kontrakt med Rødovre"