Det var ok med en udskiftning fredag aften, sagde Mathias Seldrup i et interview efter kampen i Kvik Hockey Arena fredag aften

Herning og Sønderjyske tørnede sammen fredag aften, og det var meget overraskende, at Sønderjyske vandt 3-2 over hjemmeholdet, der var ubesejret på hjemmebane hidtil i sæsonen. 

Det var også opsigtsvækkende, at Herning-træner Garth Murray valgte at skifte Mathias Seldrup efter sønderjydernes tre første mål. På et par stykker af dem, så Mathias Seldrup ikke alt for godt ud, hvilket han blankt og ærligt erkender i et interview med Sportherning.dk. 

Her siger han også, at det var helt i orden, at han blev skiftet ud.

- Det er ikke første gang, jeg er blevet skiftet ud af en kamp, og det bliver nok heller ikke sidste gang. Jeg tænker, at alle kan have en dårlig dag, så det er fair nok, at træneren reagerer på det, siger han. 

- Jeg blev egentlig ikke nervøs og havde faktisk nogle gode redninger efter. Men sådan er sport nogle gange. Det blev en kort fornøjelse for mig i dag, og det var bare ikke godt nok. Heldigvis er der en dag i morgen, så det er bare med at klø på igen, lyder det fra Mathias Seldrup.

Han kæmper lige for øjeblikket en interessant kamp mod Janis Fecers i kampen om buret. Den unge lette synes lige for øjeblikket at have en lille overhånd, men til gengæld har Seldrup rutinen med sig, når det til foråret skal afgøres, hvem der skal stå de afgørende kampe for Blue Fox. 


OPTAKT: Sønderjyske Ishockey-Rungsted Seier Capital KAMPEN KORT: Aalborg tog alle tre point i Rødovre