En helt speciel event danner en af rammerne for Metal Final4 - veteranerne spiller for første gang om DM

Når Sparekassen Danmark Isarena i weekenden danner ramme for afgørelsen på pokalturneringen i herreishockey, venter et event, der rækker ud over isen.

For første gang nogensinde afvikles som optakt til Metal Final4-kampene et uofficielt DM for veteranhold, hvor skadede krigsveteraner får lov til at duellere på isen i flotte professionelle rammer.

Det sker som led i et tæt samarbejde mellem Danmarks Ishockey Union (DIU) og DIF Soldaterprojekt.

- Vi glæder os til at give vores hockeyglade veteraner en stor oplevelse, når de løber ind til historiens første DM for veteraner. Som udsendt har de kæmpet for Danmark til lands, til vands og i luften, og de fortjener til fulde at blive anerkendt på isen, siger Rune Oland Tanggaard, projektchef i DIF Soldaterprojekt, der står bag landets såkaldte Safe Zone-ishockeytilbud målrettet fysisk og psykisk skadede krigsveteraner.

Det er Aalborg Pirates, der som vært for finalekampene 18- 19. februar faciliterer Veteran DM. Derudover afvikler nordjyderne en såkaldt jobmatch, hvor lokale ledige veteraner kan blive matchet med virksomheder, der søger arbejdskraft.

Det sker allerede onsdag 16. februar i samarbejde med DIF og Aalborg Kommune, som i efteråret havde succes med en lignende jobmatch i forbindelse med den landsdækkende Veteran Match.

- Vi har en ambition om, at vi med Metal Final4 kan skabe en folkefest, der rækker udover resultaterne på isen. Det gør vi ved også at bringe veteranerne i fokus på isen og ved at afvikle endnu en nordjysk jobmatch, der forhåbentlig kan hjælpe endnu flere ledige veteraner i beskæftigelse, siger direktør i Aalborg Pirates, Lars Laursen.

Mens Frederikshavn White Hawks, Herning Blue Fox, Aalborg Pirates og SønderjyskE Ishockey skal kæmpe om Metal Final4-trofæet, bliver Odense Warriors, Vojens Patriots, Operators Hockey Club Aalborg og Operators Hockey Club København deltagerne I Danmarks første Veteran DM.

Og forventninger blandt veteranerne, hvoraf mange har ar på krop og sjæl, er store.

- Vi er umådelig stolte over den anerkendelse, det er at få lov til at spille under så flotte rammer. Fællesskabet omkring ishockeyen i vores DIF Safe Zones giver alle os veteraner glæde i et trygt fællesskab blandt ligesindede, og det er fantastisk at mærke, hvordan DIU og DIF bakker op om vores kamp for et aktivt civilt liv, siger veteran og tovholder for Operators Hockey Club København, Ronnie Santiago.


VIDEO: Højdepunkter fra Herlev-Herning OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates