Metal Final4 åbner i eftermiddag, hvor Rungsted Seier Capital og SønderjyskE mødes i den første semifinale, og kigger man på formen hos de to hold over de seneste fem kampe, ser det godt ud hos både Erik Hjalmarssons og Mario Simionis tropper.
Rungsted står med 14 point i de seneste fem kampe, mens SønderjyskE har 10 point i fem kampe og kun en enkelt plet på regnskabet med 1-6-nederlaget i Aalborg fra tirsdag aften. Den plet er dog allerede glemt i Vojens og omegn, forsikrer klubbens folk i flere optakter rundt omkring i medieverdenen.
Men det bliver vanskeligt for sønderjyderne, der går ind til kampen som underdogs mod et Rungsted-mandskab, der virkelig giver den gas for øjeblikket. Det er vanskeligt at stoppe Rungsteds offensiv for øjeblikket, spørg bare hos modstanderne i de seneste syv kampe, hvor Erik Hjalmarssons mandskab har scoret vild 43 mål. Det er altså over seks mål i gennemsnit, kulminerende med ni mål i Frederikshavn tirsdag aften.
Det er noget af det stærkeste offensive formbarometer vi har set i mange sæsoner hos et dansk Metal Liga-hold, og der er ingen tvivl om, at SønderjyskE's defensiv i den grad skal være på stikkerne lige fra begyndelsen af kampen i eftermiddag. Der er tre stærke offensive Rungsted-kæder at holde øje med for SønderjyskE's spillere.
Så SønderjyskE skal spille en kamp, der er lig med den præstation, sønderjyderne leverede fredag aften i Herning, hvor en stærk og disciplineret defensiv og få fejl førte til en glimrende 3-2-sejr og nok viste den måde, som SønderjyskE skal komme langt på i denne sæson: Ikke blot i Metal Final4, men også senere, når vi kommer frem til slutspillet.
- Der er folk, der har prøvet det. De yngre drenge var med sidste år i Continental Cup, så de ved, hvad det kræver at spille sådan en weekend, og de ved, hvad der står på spil. Forhåbentlig er det noget, vi tager med, siger SønderjyskE-forwarden Steffen Frank til Jydske Vestkysten.
- Det er knald eller fald. Er dit hoved ikke helt, hvor det skal være, så taber man. Så kan man ikke komme tilbage senere i en ny kamp to dage efter. Sådan er det med de her weekender og den slags små turneringer. Det er det, de kan, tilføjer han.
Statistikken: Lige nu får enhver modstander sved på panden ved at kigge på Rungsted-spillerne på topscorerlisten. Rungsted Seier Capital har hele fem spillere i top 10 på topscorerlisten og Rasmus T. Andersson er nu Rungsted-topscorer med 47 point. Hvis ikke han tidligere havde fået sit gennembrud med sit fænomenale skud, så er det kommet nu.
SønderjyskE's boxplay er Metal Ligaens femtebedste med 78,1 procent, og det skal i den grad stemme i aften mod det yderste skarpe og potente Rungsted-powerplay, der på gode dage scorer efter behag.
Hold øje med: Shane Hanna og Morten Jensen spiller mange minutter for Rungsted for øjeblikket og kommer med offensivt tryk på blå linje. Det samme gælder Mike Little hos SønderjyskE, der var suverænt kørende i sidste sæsons Continental Cup-weekend, hvor han spillede over 30 minutter pr. kamp. Det kommer han også tll i dag.
Historikken: Det ser godt ud for Rungsted, der har vundet samtlige tre indbyrdes opgør i denne sæson. 6-3 og to gange 4-2 og egentlig uden at have de store problemer mod SønderjyskE.
Det forventer vi: At SønderjyskE vil blive udsat for et stort tryk fra start og skal arbejde sig stille og roligt ind i kampen, hvis der skal være mulighed for en overraskelse. Men kan sønderjyderne holde til Rungsteds offensiv over 60 minutter. Det kræver en maksimal kamp af de lyseblå.
Skader/karantæner: Men måske er det SønderjyskE's chance at Rungsteds defensiv har manglet mange folk på det seneste, og derfor måske kan være lidt slidt. Senest i Frederikshavn manglede Rungsted Mathias Røndbjerg, Tim Daly og Jacob Gammelgaard og Joachim Holten Møller i backlinjen, mens Mathias L. Hansen og Mattias Persson var ude i angrebet.
Frederik Bjerrum var med på rapporten for første gang. SønderjyskE manglede tirsdag i Aalborg Matt Prapavessis, Anders Biel, Daniel Nielsen, William Boysen og Victor Rollin Carlsson. Mario Simioni håber på, at han har en eller to af de skadede klar igen.