Det er hårdt arbejde for SønderjyskE for øjeblikket.
Ikke blot har formen længe været nedadgående, men skader har også hærget sønderjyderne på det seneste.
De to ting hænger naturligvis sammen, og ifølge administrerende direktør Klaus B. Rasmussen, der har talt med JydskeVestkysten, er de to langtidsskadede Marco Petersen og Mathias Borring ude i aftenens kamp mod Odense sammen med yderligere seks regulære spillere.
Rasmus Lyø, Steffen Frank, Cam Spiro, Charlie Combs, Nikolaj Krag og norske Nicolai Bryhnisveen skulle være ude i aften og ifølge Rasmussen er der ikke synderligt stort håb i forhold til Metal Final4 for mere end et par stykker eller tre af de skadede på holdkortet.
Fredag aften klokken 21 møder SønderjyskE Aalborg i semifinale to i turneringen.
- Det er for tidligt at sige, hvordan det ser ud frem mod fredag. Drømmescenariet er, at et par stykker kan blive klar. To eller tre er absolut maks. Så vi kommer med et reduceret hold i de næste kampe, siger Klaus B. Rasmussen til JydskeVestkysten.
Nedslående melding for SønderjyskE, der knokler for at holde fjerdepladsen i grundspillet og dermed hjemmebane i kvartfinalen som efter al sandsynlighed bliver mod Esbjerg Energy.