Klaus Rasmussen har altid været med omkring Vojens-hockeyen.
I hvert fald næsten så længe, jeg kan huske. Måske ikke helt tilbage i 80'erne, hvor jeg begyndte at komme i skøjtehallen i byen, hvor jeg voksede op.
I 80'erne var han til gengæld en stærkt tredje- eller fjerdesingle på divisionsholdet i Vojens Tennis Klub - hvor jeg også kom meget.
Så Klaus Rasmussen har - ligesom mange af os andre - haft glæden ved sport i blodet siden sin pure ungdom, og han var også ungdommelig og entusiastisk, da han trådte ind i ishockeysportens kulisser i 90'erne.
Mine kammerater og jeg kaldte ham drillende PR-manden - det var måske også hans officielle titel i de første år - for selv den billigste amerikaner talte han i lokalpressen op på niveau med Søren Gerber, som dengang var det helt store håb i sønderjysk ishockey.
Rasmussen var også frontmand i kulissen, da der blev leveret store satsninger sidst i 90'erne og i begyndelsen af 00'erne, hvor Vojens skiftevis dansede på randen af en triumf og på randen af en konkurs.
Der var både gyldne dage med Mikael Wiklander, Mario Simioni og Mats Diberius, men også tørre sæsoner med anonyme udlændinge og defensiv hockey, der slet ikke passede til "Blikskuret".
Men Vojens-hockeyen begyndte at leve igen.
I 2003 kulminerede "før Sønderjyske-historien" med betalingsstandsningen i Vojens og byens hold hed i en enkelt sæson IK Sønderjylland.
Så kom Sønderjysk Elitesport, og Klaus Rasmussen var en af arkitekterne bag sammenlægningen af fodbold, håndbold - både herre og dame - og ishockey blev en realitet.
Den helt korte version er, at Klaus Rasmussen fra 2004 og frem til 2021 var administrerende direktør for hele Sønderjysk Elitesport og først måtte træde ned fra den plads, da fodbolden blev sin egen (store) forretning.
Det uventede DM-guld i 2006 under Mario Simioni var en stærk katalysator for Sønderjysk Elitesport-samarbejdet, og storhedstiden på isen i 10'erne kom under Rasmussen og den legendariske sportschef Søren Stockfisch. Fodboldholdet spillede sig til sølv i 2016 og var minutter fra et europæisk gruppespil, mens håndbolden etablerede sig i top 10-14-stykker i Danmark.
I den periode arbejdede Klaus Rasmussen i absolut døgndrift, og det kan knapt undervurderes, hvor stor betydning, han har haft for SønderjyskE's fremgang. I samme periode voksede han fra at være en ung frisk "PR-mand" til en dybt respekteret direktør og aktør i de forskellige sportsgrene.
Det var ikke nemt at balancere og gøre alle i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Vojens tilfredse, men Klaus Rasmussen forsøgte at jonglere så godt som muligt.
Der har været fejltrin, javel, men SønderjyskE-konstruktionen blev holdt på plads, indtil den ikke kunne bære mere på grund økonomiske forskelle og kulturforskelle.
Hvis man presser Klaus Rasmussen bare lidt, så kan man godt få ham til at sige - det er i hvert fald min påstand - at ishockeyen har været hans hjertebarn. Han har været mangeårig formand for Ligaforeningen, og rødderne i Vojens tager man ikke bort fra Rasmussen. Derfor talte han også om stort vemod i de interviews, som de lokale aviser bragte i går.
Det er en stor kulturbærer, som Sønderjyske Ishockey - og sønderjysk sport i det hele taget - i går sagde farvel til. Forhåbentlig er det blevet gjort med respekt på de indre linjer, for det har Klaus Rasmussen, der sluttede som sportschef, i den grad fortjent.
Han har været en kæmpe drivkraft - både for sønderjysk og dansk ishockey og har - bortset fra, at temperamentet nu og da har kogt over (for eksempel til Final4 sidste sæson) som oftest været eksponent for ordentlighed og god opførsel.
Måske er det symbolsk, at Sønderjyskes "store E" også blev slettet samme år som Klaus Rasmussen definitivt måtte sige farvel til ishockeyen. Nu er Sønderjyske fire forskellige organisationer og ikke den samlende faktor for alle sportsgrene, som i sin tid blev konstrueret.
En spændende fremtid venter for Sønderjyske Ishockey med det økonomiske pres, som bestyrelsesformand Kjeld Søeberg skitserer i de lokale aviser og uden en decideret sportschef som "buffer" op til kontoret og ledninger helt ned i omklædningsrummet.
Man siger også farvel til et gigantisk netværk med Klaus Rasmussen-afskeden, men formentlig og forhåbentlig for den sønderjyske ishockey er der en god plan på plads.
Det er også på plads at sige farvel til en af de vel nok største udenlandske profiler i de seneste 15-20 år. I 10 sæsoner har Tadeas Galansky vogtet bur i Metal Ligaen og han har været fanfavorit både i Aalborg, Odense og Frederikshavn.
Han har altid fremtrådt ordentligt og sympatisk og var på sine gode dage i sin "prime" fuldstændig ustoppelig. Spørg bare i Frederikshavn:
Galansky var manden bag Odenses sejr i "Buddy Holly"-pokalfinalen i 2016, men fire år senere var han suveræn for Frederikshavn, da nordjyderne vandt det første trofæ (pokalen) i to årtier i 2020 i Aalborg. Indimellem nåede han at blive mester og pokalvinder med Aalborg i 2018, og han har været i mange sæsoner været en af de bedste målmænd i ligaen.
Han har altid insisteret på at spille de fleste kampe i sæsonen, og har givet en slitage på kroppen, som Galansky har kunnet mærke de seneste sæsoner, hvor han har været langt mere skadet end tidligere.
Det blev til et stop i utide i Esbjerg, som ellers havde lanceret noget nær det perfekte målmandsteam (hvis Galansky havde været i topform) med ham og Nicolaj Henriksen.
Næsten uanset hvem det er, så kommer man til at holde af de imports, der holder i Metal Ligaens i fem, seks eller 10 år.
Tadeas Galansky var en af dem. En berigelse for dansk ishockey og en fin fyr, der skal have al mulig held og lykke med på vejen frem mod et nyt step i sin tilværelse.
Metal Liga-bloggen er skrevet af Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø og er udtryk for dennes personlige holdning.