En af mine gode venner sendte mig et Facebook-minde fra sidste års kvartfinale mod Canada.
Det var en helt vanvittig, fantastisk, formidabel - find selv på flere tillægsord - ishockeyaften i Herning dengang. Danmark havde Nikolaj Ehlers på holdet og hvem husker ikke hans udligning til 1-1?
Manden, der ALTID kommer hjem og spiller med de rød-hvide og manden, der lige nøjagtig et år efter Canada-triumfen scorede det afgørende overtidsmål for Carolina i Eastern Conference-finalekamp nummer to. Hvor jeg dog under den mand og Frederik Andersen det Stanley Cup-trofæ.
Men det er en helt anden historie. Sidste sæson havde Danmark Oskar Fisker Mølgaard (på kanten til NHL) med. Frederik Dichow var i superform. Oliver Lauridsen, Nicklas Jensen, Nicholas B. Jensen og Mattias Lassen vidste, at det ville være deres sidste chance for tryllebinde nationen ved et hjemmebane-VM.
Hvor vil jeg hen med den snak?
Jo, det er klart, at vi ikke kunne have samme forventninger som sidste år til det skades- og afbudsramte mandskab, der netop i dag har "overlevet" VM med en rystende nervøs 3-2'er over Italien og i går trods alt var noget mere overbevisende med 4-0 over Slovenien.
Selvfølgelig kan man være skuffet - og det var jeg også - over den tamme indsats mod Slovakiet (1-5), og at de danske løver ikke formåede at rulle en 2-0-føring hjem til en sikker sejr over Italien. Det var ikke godt nok.
Men ret beset er det jo ikke nogen sensation, at Danmark lige nu står med to sejre og fire nederlag og med lidt held kan snuppe den 11. eller 12. plads, som ofte har været resultatet af VM-anstrengelserne.
Det sker nu og da, at Danmark kommer i nedrykningsfare. Hvem husker ikke det famøse Japan-selvmål i 2004? Danmark havde ikke overlevet det efterfølgende nedrykningsspil.
I 2005 reddede Kasper Degn Danmark med et vanvittigt 3-2-mål mod Tyskland (Mike Grey havde udlignet til 2-2!) og i 2012 skulle Danmark slå Letland i Stockholm for ikke at rykke ned i Division I. Og det var endda et dansk hold med Philip Larsen, Morten Green, Frans Nielsen og Jannik Hansen i spidsen.
For to år siden - 2024 i Prag - endte Danmark som nummer 13 efter en yderst smal 4-3-sejr over Storbritannien i gruppespillet.
Sommetider er hovedsagen, at Danmark overlever, og indimellem er det ikke lige kønt. Sådan vil vi huske VM 2026 i Schweiz.
Næste år det 25. sæson på stribe, at Danmark spiller VM på højeste niveau, og det i sig selv er et mirakel. Siden Danmark rykkede op, er det kun Sverige, Finland, Rusland, Tjekkiet, Canada, USA, Slovakiet, Letland og Danmark, der har været fast inventar i det bedste lag.
Det er et fint selskab.
Tager vi OL med, har Danmark været med de seneste to gange og opnåede en 9. plads i Italien 2026, hvor alle de bedste spillere var med. Tjekkiet - der dagen efter tvang Canada ud i overtid - blev presset til det yderste i playoff-kampen.
Så det ser trods alt ikke helt tosset ud, trods det her lidt tamme VM.
Det bliver ikke nemmere de kommende sæsoner. Danmark er i gang med et større generationsskifte og det er vigtigt at bevare en stærk, europæisk topkerne, der kan udgøre fundamentet for at forblive i A-VM. Det er vigtigt for landsholdet, ligaen og dansk ishockeys økonomi og selvforståelse.
Så det bliver næppe sidste gang, vi skal skue lidt nedad - men forhåbentlig rammer Danmark også de der dejlige og mirakuløse stunder med et par NHL'ere eller tre hjemme til VM og alle andre spillere friske. Så er en kvartfinale i ny og næ ikke umulig. Men det bliver aldrig hverdagskost.