Jeg har tidligere skrevet kritisk om Esbjerg Energy i denne sæson. For truppen har SÅ meget potentiale, men hvor var det dog blevet af? Det så småsløvt ud, de finske imports "virkede ikke", og de danske profiler leverede ikke varen.
Men er vendepunktet nu kommet? Noget kunne tyde på det?
Esbjerg præsenterede torsdag både Kevin Spinozzi og Brandon Magee - to imports, der skal forstærke truppen i resten af sæsonen.
Magee kender vi - han er altid fuld af energi og er en potentiel målscorer, mens Spinozzi "så god ud": Ro i spillet, godt skøjteløb og stærkt overblik.
Teksten kan også læses JFM's Nyhedsbrev Powerplay, som du kan få tilsendt her:
Samtidig er spillere som Philip Larsen og Anders Krogsgaard - ikke mindst sidstnævnte - begyndt at vise potentialet. I angrebet begynder Oliver Kjær at fange storform og helt nede i tredje- og fjerdekæden finder Thomas Mondrup sig selv og viser det talent, der gjorde ham til årets unge spiller i Metal Ligaen for et par år siden.
De udskældte finner Miku Ronkainen og Jaakko Heikkinen begynder endelig at producere, og selv Niklas Andersen begynder at hamre pucke ind igen.
Jo, der er krummer i det her Esbjerg-mandskab, hvis tendenserne fra de seneste dage fortsætter.
Målmandsposten kan blive et spørgsmålstegn: Henriksen er sikker førstemand lige nu, men holder fysikken?
Og er Bryan Rüegger den stærke backup, som Esbjerg har brug for, når Nicolaj Henriksen har brug for sine pauser?
Uanset hvad er der krummer i det her Esbjerg-hold. De kommende uger vil vise os, om der er krummer nok til at samle et solidt franskbrød.
Metal Liga-bloggen er redaktør Michael Søvsøs personlige holdning.
Teksten kan også læses JFM's Nyhedsbrev Powerplay, som du kan få tilsendt her: