Fynboernes weekend i Tjekkiet gik langt over forventning

I sidste uge var undertegnede gæst i Odense Bulldogs Podcasten, som er en glimrende podcast om den fynske ishockeyklub. 

Her spåede jeg to fynske nederlag, men dog med en lille afsluttende bemærkning om en fynsk overtidssejr i en af kampene, hvis det lykkedes at spille med fuld koncentration i løbet af de 60 minutter og så lige nappe målet i overtiden. 

Nu blev det straffeslag i stedet, men sikke en åbning med 4-3-sejren over Mountfield HK i Hradec Kralove. Det var ikke hvilken som helst klub, fynboerne besejrede. Tidligere finalist i CHL og semifinalist i Tjekkiet i fjor, og en klub med mangedobbelt budget i forhold til Odense. 

Søndag pressede Odense de tjekkiske mestre fra Kometa Brno til det yderste, og var i den grad med i kampen. Præstationen var næsten mere imponerende end fredag, for fynboerne turde virkelig spille ishockey og gemte sig ikke bare nede i egen zone.

Lige omkring 2-2-målet var Odense dominerende og var tæt på at bringe sig foran. 

Fynboerne spillede kun "med nødvendig respekt" for tjekkerne og turde - som træner Jason O'Leary også bemærkede efter kampen - også i den grad udfordre, når mulighederne bød sig. 

Det var et Odense-hold med et langt stærkere udtryk end i testkampene herhjemme, og det skal siges, at Odense knapt har stillet med fuldt hold i kampene i de danske skøjtehaller.

Nu lykkedes det i den her omgang, og mon ikke Sebastian Fakt har gjort sig godt bemærket til en forlængelse af sin meget korte tryout? 

Svenskeren fik i hvert fald masser af spilletid i andenkæden hos Odense, og viste sin fine erfaring fra 10 sæsoner i næst- og tredjebedste lag i nabolandet. Det er en helt anden Sebastian Fakt end dengang han var ung og sprød i Aalborg for mange år siden. 

Også førstekæden med Thelin, Piroutek og Brinkman viste international klasse i kampene i Tjekkiet, der forhåbentlig giver masser af hype frem mod to attraktive hjemmekamp senere på ugen. 

Det er de europæiske mestre og forsvarende CHL-vindere fra Zürich og danskerklubben fra Klagenfurt, der kommer på besøg.

Og med to point i de to første kampe - og måske endnu en overraskelse i weekenden, hvem ved? - så kan Odense måske være inde i top 16-billedet, inden de to sidste kampe mod Ingolstadt og Salzburg i oktober. 

Så hvis man vil varme op til Metal Liga-starten, er det blot at komme til Odense fra hele landet for at se CHL-hockey! Det kan sagtens blive rigtig god ishockey med optimistiske fynboer i centrum. Respekt for Odenses CHL-start!

 

 


Fem testkampe og to CHL-kampe tilbage (og lækkerbisken i Rødovre): Nu går det snart løs! HØJDEPUNKTER og trænerkommentar fra Odenses kamp i Brno