Det har gjort ondt i Frederikshavn i den seneste uges tid.
Håbet om en hurtig genstart under Mario Simioni er nu vekslet til håb om blot at ramme en ottendeplads igen inden for overskuelig fremtid.
Kampen mandag aften i Rødovre var symptomatisk for et hold, hvor tingene ikke fungerer: Holdet kan ikke holde en føring, tager dumme udvisninger, brænder kæmpestore chancer og har i øvrigt også skader på tre ret vigtige spillere.
De sociale medier er ved at brænde over med kritik af ledelse, spillere og truppen, og der er heller ingen tvivl om, at det, der foregår lige nu i Frederikshavn, er dybt skuffende for alle parter i den traditionsrige hockeyby.
Se bare interviewet med rutinerede Rasmus Søndergaard efter kampen i går i Rødovre.
Han var lige ved at koge over af raseri over indsatsen.
Så Frederikshavn skal lige nu finde nålen i høstakken for at se noget positivt, og jeg hjælper gerne: Vi starter med, at der altid er en chance til i Metal Ligaen.
Få JFM Plays nyhedsbrev "Powerplay" om dansk ishockey lige her:
Et grundspil på 48 kampe giver mange muligheder, og for Frederikshavn kommer den første allerede onsdag, når Sønderjyske kommer på besøg.
Vinder Vendsyssels "hvide høge" dér, er der faktisk kun et point op til Rødovre og to point op til Sønderjyske og Rungsted.
Derefter kan Frederikshavn-ledelsen konstatere, at det knapt kan blive ringere på importsiden end det, udlændingene - med undtagelse af Jaeden Martin - har leveret efter landsholdspausen.
Mon ikke der bliver taget et par alvorlige samtaler på diverse kontorer i løbet af dagen. Der er jo mere krudt i folk som Lunsjö, Freeman, Frattaroli og Ainali, og der er ligeledes danskere, der kan løfte sig højere op.
Den nye mand, Maurizio Colella, er en historie for sig. Han skal til at levere noget, så han ikke bliver stemplet som total fiasko.
Få JFM Plays nyhedsbrev "Powerplay" om dansk ishockey lige her:
Til sidst kan man i Frederikshavn glæde sig over, at White Hawks har taget langt flere point end Rødovre mod de øvrige hold i Metal Ligaen.
Nok er det en katastrofe at være bagud 0-12 i point i de indbyrdes kampe mod rivalerne i bunden, men det er paradoksalt nok også en slags bekymring for Rødovre, der skal til at tage flere point mod de syv øvrige hold i Metal Ligaen.
Ellers er Frederikshavn hurtigt oppe på siden af bundrivalerne igen, for nordjyderne har bevist, at man kan matche selv de sværeste modstandere i Nordjyske Bank Arena.
Onsdag er en ny dag for Frederikshavn i Metal Ligaen. Og lige nu er alle kampe finaler for Danmarks nordligste ishockeyklub!
Teksten her er også publiceret i JFM Plays nyhedsbrev Powerplay, som du kan få to gange hver uge. Her er analyser, artikler og optakter og meget mere om Metal Ligaen.
Få JFM Plays nyhedsbrev "Powerplay" om dansk ishockey lige her:
Metal Liga-bloggen er skrevet af Metalligaen.dk's redaktør Michael Søvsø og giver udtryk for skribentens personlige holdning.