Sikke en semifinaleaften.
Her fik vi allerede det drama, som vi har sukket lidt efter i kvartfinaleserien.
Lidt ballade under opvarmningen i Herlev, et Rungsted-hold, der i den grad spillede med i Herning og måske endda ærgrer sig lidt over, at det ikke blev til den første sejr i serien.
Og to hæsblæsende ishockeykampe, der sagtens kunne have gået i overtid.
Mest af alt var den første semifinaleaften en aften, hvor de store profiler viste vejen.
Uanset tilhørsforhold i dansk ishockey, tror jeg ikke, man kan undgå at være imponeret over Morten Poulsen: En stor slider, en altid fair spiller og bare en god sportsmand. Og så kan han score mål.
Det har han vist gennem hele sæsonen, og han gjorde det igen i går, da Herning havde mest brug for ham. Et Poulsen-hattrick sikrede midtjyderne og guldfavoritterne en 1-0-føring i serien mod Rungsted, der nu ved, hvem de skal passe på fredag aften hjemme i Concordium Arena.
Vi klikker over til Herlev og Martinsen Arena.
Victor Cubars er ganske enkelt involveret i ALT, og det synes at være brændstof for grundspillets topscorer, at han skal være i hvert eneste brændpunkt i en ishockeykamp.
Han snakker, skubber, slår fra sig og arbejder hårdt og lige til grænsen. Men ikke mindst er han en formidabel målscorer og Metal Ligaens bedste afslutter.
1-1-målet i går var et bevis derpå: En hammer af et skud, hvor selv ikke ligaens bedste slutspilsmålmand Niklas Lundström når at blinke. Wauw!
Samtidig lægger Victor Cubars simpelthen bare to mål oveni og afgør på den måde kampen. Høj klasse.
Man siger ofte, at slutspillet er det tidspunkt, hvor profilerne skal vise, at de kan gå forrest.
Poulsen og Cubars gjorde det i går, og nu ved modstanderne i hvert fald, hvem de skal holde øje med på fredag, når det går løs igen.