Jeg har hele tiden håbet på, at Mighty Bulls-mandskabet ville kommet styrket ind i sæsonen og - i hvert fald i glimt eller lidt mere - vise os, at der stadig er noget af det "gode, gamle Rødovre" tilbage.
Altså det Rødovre, hvor udtrykket er fart, aggressivitet og skøjteløb, indtil der er syre i benene. Og det Rødovre, hvor tilskuerne gør det vanskeligt at komme i Holger Danske Arena.
Har vi set Rødovre på den måde endnu i denne sæson? Ikke 100 procent, men Rødovre har været oppe at flyve i glimt. Ikke mindst i hjemmekampene mod Rungsted, som er blevet vundet med 7-1 og senest 4-1 i fredags.
Teksten kan også læses JFM's Nyhedsbrev Powerplay, som du kan få tilsendt her:
Omvendt har Mighty Bulls-drengene også taget imod nogle gevaldige lussinger i løbet af sæsonen, men i en nylig status på klubbens sociale medier, hæfter sportschef Olaf Eller sig ved, at "bortset fra de store nederlag, har defensiven fungeret godt".
Og det har han såmænd ret i. I sidste sæson var Rødovres forsvar hullet som et synkende sejlskib, i denne sæson har Rødovre lukket færre mål ind end både Frederikshavn og Rungsted, og fundamentet for et godt ishockeyhold er netop en solid defensiv.
Målmand Tomas Rydén har gjort det glimrende, men glem ikke, at backup-keeperen Marcus Bjørn også har stået en række fine kampe. Foran dem er Malte Setkov den totale leder i en defensiv, der med svenskerne Brandhammar og Berglund har fået en bedre top og dermed også en bedre bredde nedad.
Fremme har Rødovre haft glæde af den formidable assistmager Ryan Hughes, der hellere lægger op end scorer selv, og arbejdsheste som Niclas Krarup, Anders Biel og Mathias Hansen har gjort tyngden og bredden større. Marcus Almquist scorer sine mål, og svenske Nordström er endelig på vej tilbage efter en lang skadepause.
Helt i top på Rødovres barometer er dog Joonas Niemelä. Finnen blev samlet op i begyndelsen af sæsonen - han havde været i Aalborg før sommerferien - og stod uden klub.
Teksten kan også læses JFM's Nyhedsbrev Powerplay, som du kan få tilsendt her:
I Rødovre debuterede han med et hattrick og har siden dengang været en absolut hjørnesten på Rødovre-holdet. Han fylder i alle spillets facetter og har lavet 22 point.
Han har været en positiv overraskelse, men han er også Rødovres største problem lige nu. Det finske militær kalder på ham 4. januar, hvor hans kontrakt med Rødovre er tvunget til at udløbe.
Sportschef Olaf Eller og træner Ville Hämäläinen må derfor i den grad være på arbejde lige nu, for Niemelä uhyre vanskelig at erstatte, og en erstatning SKAL der findes.
Jeg vil endda sige, at det er helt essentielt for Rødovres playoff-chancer, at man finder en ny mand af samme kaliber.
Lykkes det, så er min vurdering, at Rødovre kommer med i slutspillet. Lykkes det ikke, kan Frederikshavn sagtens kravle forbi og sende Rødovre ned under stregen igen.
Og det vil ikke være godt for ambitionen om at finde "det gamle Rødovre" frem igen i løbet af de næste to-tre år.
Metal Liga-bloggen er skrevet af Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø og er udtryk for hans personlige holdning.