Årets dommer i dansk ishockey står foran sin hidtil største oplevelse, når det går løs i aften

Det lykkedes ikke for landsholdet, men der er alligevel dansk deltagelse i finalen ved VM.

Når Schweiz og USA løber på isen 20:20 i aften, er det nemlig med Albert Ankerstjerne som en af linjedommerne. 

Det er første gang, Danmark nogensinde har en dommer med med i en VM-finale hos herrerne, og de danske dommere har i det hele taget gjort sig flot bemærket ved VM, hvor både hoveddommer Mads Frandsen og altså Albert Ankerstjerne har leveret stærke præstationer. 

- Jeg fik en super fin start på turneringen, og det gav mig selvtillid. Det er spændende at prøve sig af på højeste niveau, og det giver et stort boost, at man kan følge med. I takt med at jeg fik gode bedømmelser og mere erfaring, synes jeg også, at mit niveau er steget kamp for kamp. Det har helt klart været en positiv udvikling, siger Albert Ankerstjerne.

Han har vundet dommerprisen "Den Gyldne Fløjte" som årets dommer de seneste to sæsoner, og er også med i den dommergruppe, der har chancen for at dømme ved det kommende OL i Italien i 2026.

Først gælder det dog VM-finalen i aften, som er et kæmpe højdepunkt for den blot 26-årige Ankerstjerne. 

Det er kæmpe stort at skulle dømme VM-finalen. Som ung dansk dommer går man med drømmen om, at kunne deltage til et VM, men at få lov til at dømme finalen er langt udover den drøm. Jeg håber virkelig, at det her kan være medvirkende til at vi får flere dommere i Danmark.

- I forhold til kampen tænker jeg, at det bliver en kamp i højt tempo. Det er to meget skøjtestærke hold, så jeg forventer en god kamp. Jeg forbereder mig til kampen ved at blandt andet at læse statistik på powerplay og andre af spillets facetter. Derudover ser jeg video på holdenes centere og hvordan de tager faceoff, da det er en vigtig del af min arbejdsopgave. Vigtigst af alt, tænker jeg, at jeg skal gøre det, som har bragt mig hertil, siger Albert Ankerstjerne. 

Hvad har du fået af tilbagemeldinger på helt konkrete ting, der har bragt dig i finalen?

- Jeg har ikke konkret fået at vide, hvorfor jeg står i finalen, men ud fra mine bedømmelser og tidligere samtaler med vores coaches, så tænker jeg, at mit konsistente niveau har meget at sige. Jeg arbejder stenhårdt på isen og har stor tiltro til mine bedømmelser.

- Derudover har jeg også haft en meget rolig og ydmyg tilgang til tingene, hvilket har givet mig mulighed for at fokusere på arbejdet på isen. Jeg har fået stor støtte af min familie og kæreste, og Mads Frandsen, der nu har dømt fire VM-turneringer på højeste niveau, har også været en kæmpe hjælper for mig, siger Albert Ankerstjerne. 

 

 


VM-OPTAKT DAG 16: Nu gælder det bronzen - Sverige venter! VM 2025: 0-7 mod bomstærke schweizere, Danmark spiller om bronze i morgen